Samfund

Hendes søn blev selvmordsbomber: Sådan har Lone det i dag

Det er lidt over to år siden, at Lone Kristensens søn døde i kampen for Islamisk Stat. Nu vil hun ud med sit budskab.

Den sidste gang Lone Kristensen talte med sin søn Victor, var 26. november 2013. Over en skrattende telefonforbindelse fra Irak forsøgte han at berolige sin mor. Han sagde, at han ikke ville dø. Men få timer senere udførte han sit selvmordsangreb på en irakisk militærbase nord for Bagdad.

Lige siden har Lone Kristensen forsøgt at forholde sig til det, der skete med Victor. Én ting er at bearbejde sorgen. Noget andet er at begribe, hvorfor han valgte at ofre livet for Islamisk Stat og tage flere irakiske soldater med sig i døden.

- Han har efter sigende taget andre menneskers liv. Det synes jeg er så forfærdeligt. At han har kunnet overbevise sig selv om, at det må han godt.

Oppe imod stærke kræfter

I dag har Lone Kristensen lært at leve med sorgen. Hun er holdt op med at bebrejde sig selv, for hun ved, at hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har forsøgt at være modvægt til den hjernevask, han efter hendes opfattelse var udsat for.

- Set i bakspejlet er et svært at forestille sig, at jeg kunne have gjort noget. For han var dedikeret, og det var attraktivt for ham. Jeg havde simpelthen ikke noget, der kunne matche.

Lone Kristensens har nu skrevet bogen ’Victors Valg’. Her fortæller hun hele historien om en dreng, der havde det svært gennem sin opvækst og var ramt af depression og opmærksomhedsforstyrrelsen, ADD. Hun beskriver, hvordan han blev fristet af et stærkt fælleskab i de islamistiske miljøer. Og ikke mindst drømmen om et bedre liv i Paradis som islamisk martyr.

- Det er umanerligt stærke kræfter, der er på spil. Jeg tror slet ikke, vi har viden til helt at forstå, hvad der sker. Det er meget påtrængende for mig at fortælle historien om min dreng Victor. Og om de mange vanskeligheder han har mødt i livet.

Bogen er en del af Lone Kristensens sorgbearbejdelse.

- Selvfølgelig kan jeg se en vej ud. Jeg elsker livet stadigvæk. Der findes nogle mennesker som er støttende og nærværende, og det er dem, der får verden til at hænge sammen. Min verden i hvert fald.

Lone Kristensen på ferie med sin søn.