Samfund

Downloadet 15.000 gange: Denne app gør dit barn bedre til matematik

Nederst i artiklen anbefaler TV 2's tech-redaktør, David Guldager, apps til dit barn. Apple / Apple

Det vrimler med lærings-apps, men alligevel kan en dansk app nu noget nyt, der skal gøre det nemmere for dit barn at lære matematik.

Der findes mange apps, der kan gøre det mere spændende for børn at regne – for eksempel ved hjælp af animationer.

Men matematik-appen Sensei Learning går skridtet videre. Den fortæller barnet præcis, hvad fejlen er og hjælper med at rette den.

Appen er udviklet af to danske studerende og er på de første 13 dage blevet downloadet næsten 15.000 gange på den danske AppStore. Nu turnerer de to studerende rundt på skoler for at sælge ideen.

-Hvor alle andre spil eller applikationer bare fortæller om de har lavet en rigtig eller forkert opgavebesvarelse, går vi med vores app ind og spotter præcis, hvor eleven har sine vanskeligheder, siger Casper Kjeldsen, der er en af idémændene bag Sensei Learning.

Professor ser potentiale

App’ens fejlfindingsværktøj er baseret på en algoritme, som iværksætterne ønsker at holde hemmelig af hensyn til fremtidige forretningsmuligheder.

Den omsætter data fra mere end 200 elever, som hver især har løst et opgavesæt svarende til niveauet på deres klassetrin. Professor i it og læringsdesign på Aalborg Universitet Morten Misfeldt ser et potentiale i den nye app.

- Det er jo interessant, at man forsøger at gøre mere og mere for at bruge det, som børnene gør i appen til faktisk at hjælpe dem, og at man baserer det på, hvordan alle mulige andre børn har regnet forkert eller rigtigt, siger han.

På prøve i 5. klasse

Torsdag kom den da også på prøve hos en 5. klasse på Hornslet Skole, hvor de to iværksættere fik tilbagemeldinger fra både eleverne og læreren.

- Nu går vi tilbage og tager alle de gode forslag med, og så kan vi forhåbentlig gøre den meget bedre så eleverne synes, de er endnu federe, siger Casper Kjelden, der til daglig er lærerstuderende.

Sensei Learning er stadig under udvikling og alle kronerne fra salget af appen går lige nu til forbedringer. Om et par år håber de, at den er en del af pensum herhjemme.

Nedenfor har TV 2's egen tech-redaktør givet tre bud på gode lærings-apps til dine børn.

David Guldager anbefaler

  1. Knæk læsekoden

    Knæk læsekoden

    En god ting er, at børnene kan skrive efter bogstaver. Den er rettet mod dem, der lige skal begynde at lære.

    Målgruppe: 3+

  2. Skriv og læs

    Skriv og læs

    Den er meget pædagosik og udformeget som en lille bog. Lærer børnene at læse på en anderledes måde.

    Målgruppe: 4-10 år (til dem, der skal til at lære eller dem, der har svært ved det)

  3. Dragon Box

    Dragon Box

    Her kan lidt ældre børn lave ligninger, men den gode pædagogik er der stadig. Der er også stadig et børnemiljø med drager og magi. 

    Målgruppe: 9+