Moskeerne bag sløret

Efter islamiske organisationers TV 2-fordømmelse: - Imamer skubber ansvaret fra sig

Katastrofalt og noget virkelighedsfjernt vrøvl. Det er nogle af reaktionerne på 31 islamiske organisationers fordømmelse af TV 2.

Imamer skubber ansvaret fra sig ved at fordømme TV 2 i stedet for at se indad efter dokumentarudsendelserne 'Moskeerne bag sløret'.

Sådan lyder det fra blandt andre Naser Khader, integrationsordfører for Konservative efter, repræsentanter for 31 islamiske trossamfund søndag kom med en samlet udtalelse som reaktion på dokumentarerne.

De deltog på stormødet

Søndag mødtes repræsentanter fra 31 islamiske organisationer i Danmark til et stormøde i Islamisk Kulturcenter i Københavns nordvestkvarter. 

Herunder repræsentanter fra de otte moskeer, der var under lup i dokumentarudsendelserne 'Moskeerne bag sløret'. 

Blandt deltagerne var repræsentanter fra: Grimhøjmoskeen (Aarhus), Fredens moske (Aarhus), Ørbækvej (Odense), Rovsingsgade (København), Islamisk Trossamfund (København), Islamisk Forbund i Danmark (København), Bilal-moské (Aarhus), Al-Taqwa Moskeen (Aarhus).

- Det er jo katastrofalt. Jeg bliver så ked af det, når folk, der repræsenterer så mange mennesker, går ud i offerrollen og skubber ansvaret fra sig og peger på, at en tv-udsendelse vil være årsag til dårlig integration, siger Naser Khader.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, lægger heller ikke skjul på, at det ikke var den udmelding, han havde håbet at høre. 

- Mødet mellem de otte moskeers imamer understreger desværre med al ønskelig tydelighed, hvor virkelighedsfjerne og formørkede de pågældende imamer er, siger Nicolai Wammen.

- Når man i ramme alvor kan mene, at det er TV 2, der er problemet, og ikke de rystende afsløringer om opfordring til vold, voldtægt og socialt bedrageri, så har man på ingen måde forstået, hvordan det danske demokrati fungerer.

Først og fremmest loyal overfor demokratiet

For halvanden uge siden samledes repræsentanter fra nogle af moskeerne, der vises i dokumentarudsendelserne, til et hastemøde i København. Men her var der "ingen kommentar" efter mødet

Det var der så søndag, hvor 31 islamiske organisationer - herunder otte moskeer - var samlet til stormøde i Islamisk Kulturcenter i Københavns nordvestkvarter.

Her lød det blandt andet fra gruppens talsmand, Anouar Toimi, at imamer og islamiske organisationer fordømmer den måde, TV 2 har fremstillet de forskellige islamiske organisationer i dokumentaren.

Og at repræsentanterne for de islamiske organisationer mener, at TV 2 ødelægger den integrationsindsat, islamiske organisationer har arbejdet på de seneste 30 år.

Naser Khader er "skuffet" over den udmelding. 

- Jeg forstår ikke, at man ikke bare går ud og siger, at nu bor vi i Danmark. Det er dansk islam, vi skal udvikle. Vi cutter forbindelsen til de muslimske lande. Vi går ud og markerer, at vi først og fremmest er loyale over for det danske demokrati, den danske grundlov og de danske frihedstraditioner. Og så kan man være så meget muslim, man vil privat, siger han. 

 

Tag en tudekiks

Udmeldingen fra de islamiske organisationer har også skabt debat på TV 2 Nyhedernes Facebookside

En kommentar, som rigtig mange udtrykker enighed med, kommer fra Ümit Ocak: 

- Jeg tror, jeg har mistet hjerneceller... I har haft flere uger til at give offentligheden et grundigt svar, og så kommer I med den patetiske omgang klynken? Tag dog en tudekiks og få noget selvindsigt. Det her er at skide på ikke bare Danmark, men på alle danske muslimer, der vil Danmark det bedste, skriver han henvendt til repræsentanterne på dagens stormøde. 

Det har knap 1200 Facebookbrugere 'liket' i skrivende stund.