Samfund

Dette sommerhus har været til salg i 10 år

Blot 300 meter fra klitter og det brølende Vesterhav ligger et smukt rødstenshus med de tre S’er: Stråtag, sauna og spa.

Sommerhuset på Fourmivej i Vrist ved Harboøre er fra 1993 og meget velholdt. Det er 110 kvadratmeter stort og koster lige under en million kroner.

Der er kun ét problem. Det er nærmest umuligt at sælge.

- Jeg undrer mig virkelig meget, siger Jesper Andersen, der er Danboligs ejendomsmægler i Lemvig kommune.

Prisnedslag på 20 procent

Han har været mægler på sommerhuset i 3.645 dage. På torsdag har det været til salg i 10 år og er dermed det sommerhus, der har været til salg i længst tid.

-Det er meget lang tid. En af forklaringerne kan være, at der ikke er bopælspligt heroppe. Så sommerhusene konkurrerer med helårshusene i byerne. Og så har vi ikke været hurtige nok til at regulere prisen, siger ejendomsmægleren.

Dette stråtækte hus - blot et stenkast fra Vesterhavet - har nu været til salg i 10 år.

Huset står til 995.000 kroner og er blevet nedsat med tyve procent, siden det blev sat til salg.

Men det har været svært at følge med de nedadgående priser siden finanskrisen i 2007. Og det gælder for mange sommerhuse i området.

Alene på Fourmivej i Vrist er 15 sommerhuse til salg lige nu.

17 huse har været til salg siden krisen

Mens salget af sommerhuse stiger især i hovedstadsområdet og Region Sjælland, så lå salget i Harboøre sidste år på præcis samme niveau som i 2011, da markedet ramte bunden. 31 solgte huse.

Jesper Andersen håber, at det går bedre i år.

- Huset er på 110 kvadratmeter, og vi beder om en million. Så prisen er under både de huse, der bliver solgt i området og dem, der er til salg.

I alt har sytten sommerhuse i Danmark været til salg, siden finanskrisen ramte i sommeren 2007. De fleste ligger på Lolland-Falster. Men her kom der pænt gang i salget sidste år.

- Vi skal blive bedre til at fortælle om alt det gode her i Lemvig kommune, siger Jesper Andersen.

- Først og fremmest skal man købe hus her på grund af den smukke natur. Hvis man efterlyser bowlingbaner og diskoteker tæt på stranden, så skal man søge andre steder hen.