Moskeerne bag sløret

S vil skærpe tilsyn med muslimske friskoler

Der er behov for at se på tilsynet med de religiøse friskoler, der underviser i strid med det danske samfunds værdier, mener Socialdemokraterne.

Socialdemokratiet vil skærpe tilsynet med muslimske friskoler med kontrol og tjek af materialer efter TV 2s dokumentarserie "Moskeerne bag sløret".

Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, til TV 2.

- Det er ikke nok, at man udadtil siger, at alt er i den skønneste orden, hvis det, man siger indenfor, er noget helt andet. Vi har jo set eksempler på, at man siger, at de underviser i det danske samfund, demokrati og ligestilling, at alt skulle være i skønneste orden. Men i virkeligheden er det nogle helt andre ting, der bliver undervist i, siger Nicolai Wammen.

Fungerer i realiteten som koranskoler

Udmeldingen kommer efter, at TV 2 torsdag aften viste dokumentaren "Foreningerne bag moskeerne".

Udsendelsen viste, hvordan foreninger med tilknytning til moskeer modtager offentlige midler under påskud af at være sociale væresteder for unge.

Men realiteten er, at de fungerer som koranskoler. 

Dokumentarprogrammet satte også spørgsmålstegn ved det tilsyn, der i dag er med muslimske friskoler i Danmark. 

Ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører skal der langt stærkere tilsyn med religiøse skoler de steder, hvor der er høj risiko for, at der undervises på en måde, som er i strid med det danske samfunds værdier. 

Samtidig efterlyser han en sanktionsmulighed.

- Vi skal se på, om man kan tage penge fra de her skoler, hvis ikke de lever op til det, de skal, siger Nicolai Wammen.