Moskeerne bag sløret

Imamer i opråb: Kollegers råd er samfundsundergravende og bizart

I en kronik i Jyllands-Posten tager tre imamer på vegne af flere organisationer afstand fra rådgivning, som otte imamer i danske moskeer har givet.

I den seneste tid har TV 2 sat fokus på en række imamers rådgiving af kvinder i dokumentarserien "Moskeerne bag sløret". 

TV 2 har blandt andet kunnet afsløre, hvordan otte imamer i danske moskeer har rådgivet TV 2's muldvarp "Fatma" til blandt andet ikke at melde en voldelig ægtemand til politiet.Se

Nu tager tre imamer i Danmark på vegne af en række muslimske organisationer afstand fra den rådgiving og kræver, at der bliver lavet et manifest, der beskriver hvordan Islam skal tilpasses dansk virkelighed anno 2016.

Det sker i en kronik i Jyllands-Posten lørdag.

- Koranens ord skal kunne omsættes til den situation, man måtte befinde sig i, og skal give mening i den moderne tid, skriver imamerne blandt andet i kronikken.

Ifølge kronikken skal manifestet sikre, at muslimer i Danmark kan få rådgivning, der passer med dansk lov, de skal kunne "finde løsninger, som kan forene deres tro mod et at være borgere i Danmark, både de skrevne og uskrevne regler og love, forpligtelser, normer osv.".

Opgør

Waseem Hussain, imam ved Dansk Islamisk Center, er en af forfatterne bag kronikken. Han varsler et opgør med de synspunkter, de otte imamer i TV 2's dokumentar står for.

- Der er behov for et opgør med imamer, der udtaler sig som befinder de sig mentalt et sted i Mellemøsten. Vi skal tænke Islams lovsæt ind i en moderne dansk sammenæng, siger Waseem Hussain til Jyllands-Posten.

Jeg er bange for, at der tales med to tunger

Inger Støjberg (V), Integrationsminister

Han kalder den rådgivning, de otte imamer i TV 2-dokumentaren står for, for "samfundsundergravende".

- Er det ifølge dansk lov forbudt at have flere koner og at slå sine børn, er det forbudt, uanset hvilken islam-fortolkning en imam måtte sidde med. Det er jo samfundsundergravende og bizart, at nogle imamer ikke vil følge reglerne. Så opholder de sig i det forkerte land, siger Waseem Hussain til Jyllands-Posten.

Overfor TV 2 uddyber Waseem Hussain.

- Vi mener, det er på tide, at vi får lavet de retningslinjer. Vi åbner op for en ærlig dialog med alle muslimer, siger Waseem Hussain til TV 2.

Han siger, at manifestet handler om, hvordan muslimer i Danmark skal agere her i landet.

- Det handler om at forstå, hvordan vi som muslimer skal kunne agere inden for de danske samfundsnormer, siger Waseem Hussain, der understreger at dansk lov skal respekteres og overholdes.

- Dansk lovgivning står ikke til diskussion. Vi lever jo her, siger Waseem Hussain.

Men udlændingeminister Inger Støjberg er skeptisk.

- Jeg kan se, at der står i kronikken, at muslimer skal overholde deres aftale med Koranen. Og jeg kan ikke se, at de nævner centrale principper i det danske samfund som for eksempel ligestilling mellem kønnene. Så jeg er bange for, der tales med to tunger, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.