Samfund

Fodbolden får 14-årige Dawoud til at glemme krigen i sit hjemland

14-årige Dawoud er i lære som dansker på fodboldbanen

Red Barnet-projekt kæmper for at få socialt udsatte og flygtningebørn integreret i fritidsaktiviteter - f.eks. sport. Projektet er en stor succes.

Red Barnet har det seneste års tid stået bag projektet ”Plads til alle”, der går ud på at være aktive i at få socialt udsatte og flygtningebørn integreret i fritidsaktiviteter - for eksempel sport.

Det er blevet så stor en succes, at Red Barnet nu har fået penge til at udbrede projektet til flere kommuner - og samtidig har man indgået partnerskab med DBU.

Et af børnene i projektet er 14-årige Dawoud Dawoud, der er flygtet fra Syrien. Han har nu gået til fodbold det seneste år og har fået danske kammerater samt lært at snakke dansk.

I lære som dansker

Inden han blev en del af projektet ”plads til alle”, blev al hans fritid brugt derhjemme - alene.

- Jeg kom hjem fra skole, spillede på min telefon og lavede lektier. Det var lidt svært, når man ikke har danske venner og ikke har noget sprog, fortæller Dawoud Dawoud til TV 2.

Nu skal han vænne sig til sådan en hverdag, vi andre tager for givet. Men det kan være svært, når det eneste han nogensinde har kendt til, er krig.

Nu er han meldt ind i den lokale fodboldklub i Munkebo på Fyn og har blandt andet lært at tage bybussen til og fra træning. Med andre ord er Dawoud kommet i lære som dansker på grønsværen.

- Han startede med at komme herned uden fodboldstøvler på og havde ikke noget fodboldtøj. Han var ikke klar over, hvor koldt det var i Danmark, så han kom i shorts og t-shirt, selv da det stod ned med sne, fortæller Dawouds træner Kevin Smith til TV 2.

En verden af uskrevne regler

En verden af uskrevne regler - og det er dem, folkene bag projektet tager sig af:

- Det kan handle om bare at blive vist rundt. Det er her skabene er. Det er her cafeteriet er. Det er en rigtig god ide at sætte sig sammen med kammeraterne og få en cola efter træning. Alle de der basale ting, som alle os, der har levet det meste af vores ungdomsliv i en sportshal tager for givet. Det er der rigtig mange børn, der ikke kender til, fortæller Majbritt Borgmann, der er projektkoordinator i Red Barnet.

Og det ser ud til at virke. Tusindvis af børn er allerede med i projektet og flere er på vej. Og selvom Dawoud stadig har meget at lære, er den klassiske danske drengedrøm i hvert fald på plads.

- Når man kigger på dem, der er professionelle - Messi eller Ronaldo - så siger man, ”når jeg bliver stor, ønsker jeg at blive professionel lige som dem. Så skal man bare kæmpe, lyder det fra Dawoud.

Mange af børnene i projektet ”Plads til alle” ønsker – ligesom Dawoud - at gå til fodbold. Derfor er DBU netop gået med i projektet.

Se hele historien om Dawoud i aftenens TV 2 Nyheder klokken 19.00.