Samfund

Mary om kvinders rettigheder: - Der er lang vej endnu

Til KVINFO's arrangement på kvindernes internationale kampdag opfordrede kronprinsessen til at stræbe efter et mere lige samfund for kvinder.

Bekæmpelse af vold begået mod kvinder var et af kronprinsesse Marys hovedpointer, da hun tirsdag aften talte på spillestedet Vega i anledning af kvindernes internationale kampdag. 

For selv i et land som Danmark, hvor kvinder er langt bedre stillet end mange andre steder i verden, og der tages stærk afstand fra vold - og hvor lovgivningen forbyder det -, foregår vold mod kvinder fortsat. 

- Det er en af de største forbrydelser mod menneskerettigheder i verden i dag, konstaterede Mary.

Fejringen af kampdagen var arrangeret af organisationen KVINFO, og som protektor for 'The Women Deliver 2016', der fokuserer på kvinders rettigheder og muligheder verden over, deltog kronprinsessen for første gang. 

Du kan se klippet fra talen øverst i artiklen.

Kampen om rettigheder

I talen gjorde kronprinsesse Mary det også klart, at kvindernes internationale kampdag har vidt forskellig betydning alt efter, hvor man kommer fra i verden. 

Hvor det i Danmark handler om ligeløn og kvinders manglende topposter i erhvervslivet, handler det i andre lande om kampen for at have de samme levemuligheder og rettigheder som mænd.

Andre steder i verden kæmper kvinder stadig for at få en uddannelse. De kæmper for at kunne vælge om - og med hvem - de vil have børn, og de kæmper for være økonomisk afhængige og kunne eje egen jord.

Forandring skal komme indefra

Hun forklarede, at alle beviser peger på, at en anerkendelse af og støtte til piger og kvinder vil gavne et land socialt og økonomisk. Men en sådan forandring kan være svær og tage tid. 

- Det at skabe reel, bæredygtig forandring kræver tid - en kontinuerlig indsats, respektfuld tilgang til kultur og tradition og en stærk politisk vilje. Men vigtigst af alt skal forandring komme indefra, forklarede kronprinsessen.

Men det er vigtigt at kæmpe for, opfordrede kronprinsesse Mary. For hende er ligestillingen mellem mænd og kvinder nemlig en af løsningerne på en bedre verden. 

- På verdensplan er der lang vej endnu. Efter min overbevisning er ligestilling den enkeltstående, vigtigste ting, vi kan stræbe efter for at forbedre vores verden, sagde hun.

Den 16. til 19. maj afholdes den største globale konference for kvinders rettigheder, 'Women Deliver 2016', i København, hvor blandt andet kronprinsesse Mary og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager sammen med en række andre internationale profiler og politikere.