Samfund

Hummel præsenterer hijab-landsholdstrøje

På kvindernes internationale kampdag er afghanske Khalida Phopal med til at præsentere en ny landsholdstrøje med hijab til kvindernes landshold.

Når den 28-årige tidligere landsholdsanfører Khalida Popal tirsdag sammen med det danske sportsfirma Hummel præsenterer nyt landsholdtøj med hijab til det afghanske kvindelandshold i fodbold, ligger der en helt speciel personlig historie bag det nye samarbejde mellem det afghanske fodboldforbund og det kendte danske sportsfirma.

- Jeg var nødt til at flygte fra Afghanistan. Mit liv var i fare, fordi jeg spillede fodbold, siger Khalida Popal til TV 2.

I 2011 flygtede hun til Danmark, blandt andet efter et møde i Kabul med den danske milliardær og Hummel-ejer Christian Stadil.

I dag har Khalida Popal, der også var leder af det afghanske fodboldforbund for kvinder, fået asyl i Danmark, og nu læser hun på Copenhagen Business School (CBS) i København.

Her i Danmark har Khalida Popal, der nåede at spille cirka 20 landskampe som forsvarsspiller for Afghanistan, blandt andet spillet for Thisted, men hun måtte stoppe sin aktive karriere i 2013.

- Jeg har vrøvl med knæet, og jeg læser, så det er svært at få tid, siger Khalida Popal.

Hummel-ejer Christian Stadil er fuld af beundring for Khalida Popal og hendes kamp for kvinders ret til at spille fodbold i Afhganistan.

- På kvindernes internationale kampdag kan jeg ikke forestille mig nogen bedre repræsentant end Khalida, siger Christian Stadil.

Har været med til at designe trøje

Khalida har selv været med til at designe trøjen til kvindelandsholdet med hijab, og hun var med i den allerførste landskamp Afghanistans kvindelandshold i fodbold spillede i 2007.

- Det var mod Pakistan, og vi vandt 2-1, siger Khalida Popal.

Dengang var hun 19 år, og hun fortæller, at hun blandt andet spillede fodbold for at vise, at kvinder også kunne noget i det mandsdominerede Afghanistan, hvor Taleban ikke brød sig om, at kvinder spillede fodbold.

Hummel har tidligere været sponsor for det lille afghanske hold af idrætsfolk, der i 2004 stillede op til de Olympiske Lege i Athen i Grækenland.

I 2010 blev Hummel igen kontaktet - denne gang af det afghanske fodboldforbund.

- Vi har lavet fodboldstøvler siden 1923, så vi er ældre end Nike og alle de andre. Vi er ikke så store som dem, så vi har ikke mulighed for at lave kampagner med for eksempel Messi.

- Men vi kan nogle andre ting, siger Christian Stadil om sponsoratet af det afghanske landshold - både herrelandsholdet, der klarer sig godt og i 2013 vandt South East Asia Cup, og kvindelandsholdet, hvor det handler om mange andre ting end fodbold.

- Jeg glemmer aldrig, da jeg tog til Kabul og overværede kampen mellem det afghanske kvindelandshold og et hold af kvindelige Nato-soldater. Afghanerne vandt 1-0, men det handlede om så meget mere end fodbold, siger Christian Stadil.

- Det er et sponsorat, som passer med vores værdier - at vi også skal prøve at gøre verden bedre, siger Christian Stadil. Sponsoraftalen med det afghanske fodboldforbund varer til 2019.

Under bevogtning

Kampen mellem Afghanistans kvindelandshold i oktober 2010, hvor Khalida var anfører, og Nato-soldaterne af sikkerhedsgrunde måtte spilles under bevogtning af bevæbnede soldater på en helikoperlandingsplads i nærheden af Kabuls olympiske stadion.

- Vi kan vise, at kvinder kan spille fodbold i Afghanistan, og det er godt, sagde Khalida dengang til de mange medier, der var til stede blandt de flere hundrede tilskuere - blandt dem medier som CNN, BBC,  al-Jazeera og TV 2.

- Vi vandt, vi vandt, jublede Khalida Popal efter kampen.

Men forholdene i Afghanistan blev sværere for fodboldkvinderne, Khalida blev truet på livet, og i 2011 måtte hun flygte med hjælp fra danske venner. Året efter fik hun asyl i Danmark.

- Det var hårdt at flygte fra sit land, men jeg var nødt til det, siger hun.

I videoen herunder kan du se en reportage fra kampen i oktober 2010 med interviews med både Christian Stadil og Khalida Popal. Videoen er optaget af Emilie Ladefoged.