Moskeerne bag sløret

Odense Kommune politianmelder fremtrædende imam: - Jeg bliver vred

TV 2 afslører, at imam har rådgivet om socialt bedrageri i Odense. Nu bliver han meldt til politiet, siger kommunal rådmand efter afsløringerne.

Tirsdag aften viser TV 2 tredje afsnit i dokumentarserien 'Moskeerne bag sløret', hvor TV 2 blandt andet kan afsløre, at en fremtrædende imam har rådgivet om socialt bedrageri.

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

Optagelserne har fået Odense Kommune til øjeblikkeligt at anmelde imamen Abu Hassan til politiet.

Ifølge Steen Møller (K), der er rådmand og medlem af byrådet i Odense Kommune, er imamens handlinger helt utilgivelige. 

-  Jeg bliver vred, når jeg ser sådan noget. Det er personer, som vi rent faktisk lytter til i kommunen. Det er ikke blot personer, der anviser til at snyde, men faktisk opfordrer direkte til ulovlighederne, siger Steen Møller. 

- Derfor har vi besluttet at politianmelde ham. 

Udsædvanligt tilfælde 

Det er udsædvanligt tilfælde, mener Steen Møller. 

- Det svarer til, at vores præster opfordrer til at snyde os alle sammen, siger han.  

Ifølge rådmanden gør kommunerne i forvejen et stort arbejde for at komme socialt bedrageri til livs. 

- Der sidder omkring fem mennesker og arbejder 24/7 på det her. Det sparer os 16 millioner kroner om året. Vi gør et stort arbejde, og derfor bliver vi nødt til at tage konsekvensen og politianmelde. 

Samtidig erkender Steen Møller, at en politianmeldelse ikke kan stoppe socialt bedrageri fuldstændig, men at det er en start. 

- Det her får os til at kigge på, om der er flere ting vi kan gøre. Og så håber jeg ikke, at der er mange flere af de her tilfælde.

Stærkt provokerende optagelser

Ifølge Hanne Sørud, der er koncernchef for Borgerservice i Odense Kommune, er optagelserne fra dokumentaren enormt provokerende. Men hun erkender samtidig, at der er et problem med at opdage de sager, hvor folk bevidst snyder kommunen.

- Det stærkt provokerende at konstatere, at der går nogen rundt og siger, at man ikke skal forholde sig til de regler, der er, men bare snyde sig til de her penge, siger hun og fortsætter:

- Vi er jo ikke CIA, så vi udsætter jo ikke folk for en løgnedetektor. Det rammer jo ind i lige præcis er det, der er kernen og grund til, at vi har valgt en politianmeldelse, nemlig den tillid, som vi faktisk har valgt at bygge Danmark op omkring.

Imam: Lyv jer til penge

De to muldvarper fortæller imamen, at de har en opsparing med til Danmark og lejer en lejlighed. På en køretur fortæller han dem, hvad de skal sige til kommunen for at undgå at betale husleje.

- I skal ikke sige, at I ejer noget. Hvis du fortæller, at du selv lejer en lejlighed, så er det et problem. Så vil de nemlig spørge, hvor du har penge til huslejen fra. Altså siden du har råd til at leje. Forstår du det?

- I har ikke nogen lejlighed. I vil have en lejlighed. Så giver de dig en lejlighed med det samme. Sådan er loven. Jeg kender den.

Abu Hassan har tidligere markeret sig som fortaler for integration. Han har været indstillet til Vollsmoses integrationspris.

Imam er ikke bange for anmeldelse

Abu Hassan tager dog anmeldelsen roligt.

- Hvis kommunen vil lægge sag en på baggrund af det her kan de frit gøre det. Der er en lovgivning omkring det her. Det er ikke kommunen, der dømmer.

Imamen mener ikke, at han har gjort noget forkert, fordi dokumentaren fremlægger situationen forkert. Ifølge ham fortalte muldvarperne, at de ikke havde hverken lejlighed eller penge.

- De udlagde sagen anderledes. De sagde, at de ikke havde en bolig. Havde de en lejlighed med kontrakt, havde de ikke brug for at spørge mig, og jeg havde heller ikke sagt, at de skulle henvende sig til kommunen.

Både Odense og Aarhus Kommune understreger, at det langt fra er så let at få sociale ydelser, som imamen gør det til.

TV 2 sender tredje afsnit i dokumentarserien tirsdag 20.50. Se de tidligere afsnit her.