Nu dropper fire supermarkedskæder buræg
Hele Coop vil ved udgangen af 2020 ikke længere sælge buræg i deres 1200 butikker.
Du kan snart holde op med at skrive buræg på indkøbslisten, hvis du handler i SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, LokalBrugsen eller Fakta.
Coop har nemlig besluttet sig for helt at holde op med at sælge æg fra burhøns i deres i alt 1200 butikker, oplyser de i en pressemeddelelse.
Udfasningen begyndte allerede for 20 år siden, da Coop-kæden Irma holdt op med at sælge buræg, og i 2013 fulgte en anden Coop-kæde, Kvickly, trop. Nu er det over de kommende fem år blevet de resterende kæders tur til at udfase buræggene fra sortimentet.
Buræggene har i årevis været udskældte af dyreværnsorganisationer, blandt andet fordi de lever meget tæt på hinanden i deres bure. Der må være 13 høns pr. kvadratmeter i et hønsebur, og burhønsene har ingen mulighed for at komme udenfor.
- Vi oplever, at der er tale om en generel tendens i markedet: Danskerne vil have mere dyrevelfærd, skriver koncerndirektør i Coop, Jens Visholm, i pressemeddelelsen.
Tidligere har også Lidl droppet at sælge buræg.