Samfund

Tusinder af DSB-passagerer snydt med Rejsekortet

Flere tusinde rejsende med DSB er siden 2011 blevet snydt økonomisk, når de har betalt med deres Rejsekort.

Når kontrolløren scanner Rejsekortet med sin håndterminal, efterlader det et lille elektronisk mærke på Rejsekortet. Er maskinen indstillet til at være i en helt anden by, end hvor du bliver kontrolleret, risikerer du at blive afregnet for et højere antal zoner, end du reelt har rejst.

DSB anslår, at godt 5.000 passagerer har betalt overpriser på grund af fejlen.  

Forbrugerrådet: Stærkt bekymrende

”Det er stærkt bekymrende, at det system, der er sat i værk for at kontrollere passagererne, i de her tilfælde er årsag til, at kunden betaler for meget. Der er tale om et tillidsbrud, når man som passager ikke kan regne med, at man betaler en korrekt pris,” siger Lone Fruerskov Andersen, afdelingschef i Forbrugerrådet Tænks Passagerpuls, til Søndagsavisen.

Afsløringen kommer, efter Søndagsavisen i sidste uge kunne beskrive, hvordan flere tusinde buspassagerer i store dele af landet siden 2012 har betalt overpriser med deres Rejsekort, fordi buschaufførerne indstiller Rejsekort-udstyret forkert.

At sagen nu også breder sig til togrejsende, bekymrer Forbrugerrådet Tænk.

”Vi må kræve på passagerernes vegne, at DSB og de øvrige trafikselskaber får løst det her problem hurtigt,” siger Lone Fruerskov Andersen.

Fejl påpeget i efteråret

Allerede i efteråret 2015 påtalte DSB’s kundeambassadør problemet overfor DSB – alligevel har fejlen fortsat ramt hundreder af passagerer.

DSB’s chef for forretningsudvikling, Aske With-Knudsen, forklarer, at DSB har sat en række tiltag i gang for at minimere antallet af fejl og kompensere de berørte passagerer.

”Der er tale om et problem, som berører en meget lille promille af vores passagerer, men vi tager det selvfølgelig altid alvorligt, når der sker fejl, som påvirker vores kunder. Derfor har vi også stort fokus på at rette op det,” siger Aske Wieth-Knudsen.

Pendlertur blev pludseligt 13 kroner dyrere

Gitte Bach Nielsen oplevede tilbage i november 2015 pludseligt, at hendes vanlige tur fra Aalborg til Hobro med toget blev 13 kroner dyrere. Prisen steg uden grund fra 29 kroner til 42 kroner.  Det skriver Søndagsavisen. 

Gitte Bach Nielsen skrev efterfølgende en mail til DSB, som betalte pengene tilbage. Et par uger senere skete det samme to gange i træk hvorefter hun ringede til DSB

- Det var da ekstremt irriterende, og det blev jeg sur over. I en periode efter ville jeg ikke lade kontrolløren tjekke mit kort på maskinen, før jeg havde set med mine egne øjne, at den var installeret korrekt,« siger Gitte Bach Nielsen til Søndagsavisen.

Det stoppede dog ikke der, og det gik galt igen den 19. februar, hvor hun måtte betale overpris, fordi kontrolløren havde indstillet udstyret forkert. Gitte har fået sine penge igen, men hun har mistet tilliden til Rejsekortet.