S: Klokkeklar dokumentation på moskeers mangel på respekt
Moskeers kvindesyn er horribelt, lyder det fra Socialdemokraternes retsordfører efter nye TV 2-afsløringer om rådgivning i flere moskeer.
TV 2’s seneste afsløring om, at fire moskeer i Aarhus fraråder kvinder at henvende sig til politiet, hvis de bliver udsat for vold af deres ægtemænd, er klokkeklar dokumentation på, at de pågældende moskeer ikke respekterer det danske retssamfund.
Sådan lyder det fra Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til TV 2.
- Deres kvindesyn er fuldstændig vanvittigt. Vi skal kraftigt signalere til kvinderne, at de råd og den vejledning, som de får fra deres moske, ikke er rigtig og ikke hører hjemme i Danmark. I Danmark går man til politiet, hvis man bliver mishandlet af sin mand.
Kvindesynet er horribelt
Der er dog også en anden ting, der bekymrer Trine Bramsen:
- Som om det ikke er bekymrende nok, at man direkte opfordrer kvinder til ikke at gå til politiet i sager om vold - men det kvindesyn, der kommer til udtryk i den her udsendelse, er jo helt horribelt.
Hun gentager i den forbindelse hendes formand, Mette Frederiksens, ord om en frihedskamp blandt de unge muslimer.
- Vi bliver nødt til sammen med de ganske normale muslimer, der respekterer det danske retssamfund, at kæmpe den her kamp. Det er nødvendigt, at vi får alle på banen.
- Vi skal have miljøet med på banen og dem, der har kontakten med kvinderne, bliver nødt til at gå forrest i den her kamp.
Reaktionen kommer efter fjerde dag med afsløringer i flere moskeer på baggrund af skjulte optagelser til TV 2's dokumentar "Moskeerne bag sløret" - første del af dokumentaren blev sendt tirsdag og anden del bliver sendt torsdag aften klokken 20 - du kan allerede nu se det afsnit på TV 2 Play.