Rammes af kontanthjælpsloft: Har ikke råd til sønnens fodboldstøvler

Minister var i dag kaldt i samråd for at svare på spørgsmål om det udskældte kontanthjælpsloft.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) var i dag kaldt i samråd om regeringens nye kontanthjælpsloft. Den indebærer, at der kommer en grænse for, hvor mange ydelser en kontanthjælpsmodtager sammenlagt kan få. Det kan blandt andet betyde, at boligydelsen bliver skåret kraftigt.

Lovforslaget er blevet kritiseret for særligt at ramme de svageste i samfundet - heriblandt enlige forsørgere.

32-årige Gitte Holm Nielsen er mor til en søn på 11 år, på kontanthjælp og dermed en af de mange enlige forsørgere, der i særlig grad bliver ramt af det planlagte kontanthjælpsloft. Hun mister 2275 kroner om måneden med det nye loft over kontanthjælpen. Det betyder, at der kun er knap 2000 kr. tilbage, når alle regninger er betalt.

- Hvad vil de have jeg skal leve af? Jeg har ingen ting tilbage. Det er en slags overgreb. Hvis drengen skal have nye fodboldstøvler, så vælter det hele. Ellers skal jeg skære mine forsikringer fra og stoppe med at betale af på min gæld. Det synes jeg ikke er særlig fedt, siger Gitte Holm Nielsen til TV 2.

Flere tusinde risikerer at skulle flytte

Det er de blå partier, der står bag kontanthjælpsloftet, som skal gælde fuldt ud fra 1. oktober.

Her mister en gennemsnitlig enlig forsørger med et barn omkring 2500 kroner om måneden. Når husleje, øvrige boligudgifter og daginstitution er betalt, vil der fremover være 7200 kroner tilbage - et beløb der i dag er 9700 kr.

Ifølge interesseorganisationen Danmarks Almene Boliger risikerer flere tusinde af de svageste kontanthjælpsfamilier at skulle flytte. Det kritiserer Enhedslisten.

- Det er bare utrolig kynisk, at man gennemfører en sådan lovgivning, der skærer i boligstøtten for nogle af de mest udsatte mennesker, vi har i det her land, siger Finn Sørensen, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten.

Minister står fast

Kritikken får dog ikke beskæftigelsesministeren til at ændre holdning:

- Det er klart der skal prioriteres, men det skal der også for den tilsvarende familie, der arbejder til en overenskomstmæssig mindsteløn, siger Jørn Neergaard Larsen til TV 2.

Heller ikke Dansk Folkeparti mener, at skruen er strammet for meget.

- Det må aldrig være mere fordelagtigt at være på kontanthjælp fremfor at have et arbejde og derfor støtter vi op om kontanthjælpsloftet, siger Marlene Harpsøe (DF).

Lovforslaget om kontanthjælpsloftet skal andenbehandles i Folketinget den 15.marts.