Muslimske organisationer anerkender udfordringer med trusler, vold og undertrykkelse

Flere muslimske organisationer anerkender flere udfordringer i dele af det muslimske miljø.

Oven på en række afsløringer af TV 2 er flere muslimske organisationer gået sammen og fortæller, at der udfordringer i visse dele af de muslimske miljøer.

Det drejer sig blandt andet om undertrykkelse og vold.

- Vi er bevidste om, at der er udfordringer i visse segmenter af de muslimske miljøer. Trusler, vold, hemmelighedskræmmeri, kvindeundertrykkelse, og socialt bedrageri er eksempler på udfordringer, som vi skal blive bedre til at løse, skriver Waseem Hussain, der er formand for Dansk Islamisk Center, i en mail til TV 2.

Dansk Islamisk Center står bag en pressemeddelelse sammen med en række andre muslimske organisationer, og det er denne, der nu uddybes over for TV 2.

I pressemeddelelsen står det blandt andet, at der er udfordringer i dele af de muslimske miljøer, og at "fokus skal være på medborgerskab og ikke modborgerskab."

Vil ikke kommentere konkrete afsløringer

Udmeldingen kommer efter flere dages afsløringer af TV 2, der i en dokumentarserie 'Moskeerne bag sløret' sætter fokus på en række moskeer i Danmark.

Søndag kunne TV 2 ved brug af skjult kamera dokumentere, hvordan imamen Abu Bilal i moskeen på Grimhøjvej i Aarhus underviser en studiegruppe i, hvordan de islamiske regler ifølge ham er for stening og pisk, hvis en muslim dyrker sex udenfor ægteskabet.

Optagelserne fik en række danske politikere til at reagere skarpt mod disse udtalelse.

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

TV 2 har også afsløret, at en imam i moskeen detaljeret forklarer, hvordan tilhørerne bør slå deres børn, hvis ikke børnene beder til gud, når de er 10 år gamle.

Disse konkrete optagelser vil organisationerne dog ikke gå ind i endnu og kommentere. TV 2 ville gerne have svar på, hvordan de ser på imamerne udtalelser, og hvad det har af betydning for muslimer herhjemme.

- Det vil vi vente med evt. at kommentere på, indtil vi har set programmerne i deres helhed og kender deres fulde kontekst, skriver Waseem Hussain.

Seks afsendere bag

Som afsender til pressemeddelelsen er - udover Dansk Islamisk Center - Dansk Muslimsk Union, Muslimernes Fællesråd, Imam Ali Moskeen, Imam Malik Instituttet og Mariam Moskeen.

For dem er det afgørende at komme problematikerne i møde ved at fortælle, at de er bevidste om, at nogle ting skal løses:

- Fordi vi føler, at det er vigtigt, at vi som muslimsk minoritet viser, at de problemstillinger, der italesættes, er nogle, som vi er bevidste om, skal løses. Men at det skal gøres igennem åbenhed og dialog, uden stigmatisering og hetz, forklarer Waseem Hussain.

Første afsnit af programserien 'Moskeerne bag sløret' sendes tirsdag d. 1. marts klokken 20.50 på TV 2. Allerede nu kan du se første afsnit på TV 2 Play.