Samfund

Advarsel mod mobilskader: Sådan kan du beskytte dit barn

Flere børn får skader af at sidde for længe med deres tablet eller smartphone.

Hovedpine, muskelsmerter i nakke og ryg og besøg hos en fysioterapeut er hverdagen for stadig flere børn og unge. Og meget tyder på, at årsagen er de unges brug af mobiltelefoner og tablets.

Det er særligt den foroverbøjede stilling, som børnene sidder i, når de for eksempel sms'er, der er usund for kroppen. Og det får flere til at søge hjælp.

Fra 2008 til 2014 er der således sket en stigning på 47 procent i antallet af fysioterapeutbesøg for unge i alderen 10-14 år, hvilket flere fagfolk mener, er for mange.

Charlotte Runge er fysioterapeut, og hun har en række gode råd til, hvordan børn og unge kan undgå at få skader af overdrevent tablet- og mobilbrug:

- I virkeligheden handler det om, at børn ikke er aktive nok. De få ikke brugt deres muskler og led, og så er de mere sårbare over for skader. Det er en rigtig god idé at tage en aktiv pause, når man har siddet lang tid med en tablet. Der er ikke noget galt i at bruge tablet i skolen og hjemme, men det skal være med måde. Og det skal varieres med noget bevægelse.

Det er ikke nok, at ens barn dyrker sport to tre gange om ugen. Det bringer ikke en ud af farezonen, påpeger Charlotte Runge:

- Det er der her med, at de sidder så lang tid af gangen. Så i virkeligheden handler det om at kroppen skal blive stærkere, så den kan holde til at sidde stille så længe. Meget af skoletiden går også med at sidde stille. Så man skal have lagt noget aktivitet ind i hverdagen, så det ikke bare bliver sport tre gange om ugen.

For forældrene handler det om at finde ud af, hvilke aktiviteter børnene er motiverede for.

- Vi kan sagtens hæve en masse løftede pegefingre og sige til børnene, at de skal op og strække sig. Men vi skal finde det, der motiverer dem. Der findes f.eks. også rigtig mange måder at sidde på. Der er ikke en siddestilling, der er god en hel dag. Så man kan også variere børnenes muligheder, når de sidder med tabletten. De kan ligge på maven eller på nogle hynder. Kroppen kan ikke lide at være i den samme stilling for lang tid, lyder rådet fra Charlotte Runge.