Moskeerne bag sløret

Kriminelt eller ægte demokrati: Bør Grimhøjmoskeen lukkes?

Kan det blive skæbnesvangert for Grimhøjmoskeen, at den nu bliver afsløret for at sprede kontroversielle holdninger?

Grimhøjmoskeen i Aarhus er endnu en gang endt i medierne i en kontroversiel sag, efter TV 2 i dokumentarserien 'Moskeerne bag sløret' afslører imamers undervisning i sharialov.

Tidligere er imam Abub Bilal Ismail blevet citeret for at sige:

- Allah, dræb de zionistiske jøder. Det er en nem opgave for dig. Tæl dem og dræb hver eneste af dem.

Flere politikere har luftet tanken om at lukke moskeen, fordi den står for udanske værdier.

- Jeg har også allermest lyst til bare at få jævnet Grimhøjmoskeen med jorden, har integrationsminister Inger Støjberg (V) sagt efter TV 2's seneste afsløringer.

Blandt brugerne på TV 2's Facebook-sider er der også ønsker om at få Grimhøjmoskeen lukket.

- Synes absolut også den bør lukkes da den opfordrer til direkte kriminalitet ifølge danske love. Men det værste er, at det ødelægger livet i Danmark for helt normale muslimer, med sund fornuft, som faktisk er kommet hertil for at få et trygt liv for dem selv og deres børn, skriver Hanne Thagaard Glyngfeld.

- Venstreorienteret, højreorienteret, sort, hvid, landbo, bybo, høj eller lav. Så må vi vel allesammen kunne være enige om at det ikke er i orden, at denne moske bare kan få lov til at fortsætte som hidtil, skriver Morten Rix.

Er det demokrati?

Det er langt fra alle, der debatterer om moskeens fremtid, som mener, at den bør lukkes. Blandt argumenterne lyder det, at det både vil være et brud på religionsfriheden og på demokratiet som sådan.

- Uanset om man kan lide det eller ej, har vi jo religionsfrihed ... Og hvis man forbyder nogle ting i en religion, man ikke bryder sig om, har vi jo ikke længere religionsfrihed ... Og hvad er så næste skridt? Det er da bedre at overbevise evt tilhængere om, at de er forkert på den, skriver Allan Fosborg.

- Forstår ikke helt hvorfor den skal lukkes? Han nævner da også, at det ikke kan gøres i DK. Man kan da sagtens mene noget i et demokrati. Eller har jeg misforstået noget, spørger Jamil Hurup Andersen.

Støjberg vil ikke lukke helt

Inger Støjberg trækker da også i land i sin kommentar til sin egen udtalelse om at lukke moskeen:

- Så vil man komme til at se disse mennesker arbejde og plædere for deres fuldstændig vanvittige tanker andre steder, hvor det er sværere at infiltrere, siger Inger Støjberg.

Dansk Folkeparti kræver, at Grimhøjmoskeen lukker, efter TV 2 har afsløret, hvordan moskeens imam underviser i stening og pisk.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Sunday, February 28, 2016