Imam i Grimhøjmoskeen: - Slå dine børn, hvis ikke de beder til gud

Muslimer må ikke stikke deres børn med kniv, men de må gerne slå dem på en opdragende måde, siger imam på skjulte optagelser.

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

Søndag kunne TV 2 ved brug af skjult kamera dokumentere, hvordan imamen Abu Bilal i moskeen på Grimhøjvej i Aarhus underviser en studiegruppe i, hvordan de islamiske regler ifølge ham er for stening og pisk, hvis en muslim dyrker sex udenfor ægteskabet.

Optagelser, der har fået en lang række danske politikere til at reagere skarpt.

Men det er ikke de eneste kontroversielle udtalelser, moskeen lægger lokaler til.

TV 2s skjulte optagelser fra programserien 'Moskeerne bag sløret' viser også, at en imam i moskeen detaljeret forklarer, hvordan tilhørerne bør slå deres børn, hvis ikke børnene beder til gud, når de er 10 år gamle.

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen fra København, der var på besøg i moskeen på Grimhøjvej, da en af TV 2s såkaldte muldvarpe var til stede.

Det er heller ikke tilladt at tage en kniv og nakke dem eller choppe (at hakke, red.) dem.

Gæste-imam i Grimhøjmoskeen.

- Man slår dem som opdragelse og læring

Den kvindelige muldvarp befinder sig under optagelserne i et lokale kun for kvinder, der er afskærmet fra det bedelokalet, hvor imamen taler.

Optagelserne viser, at tilhørerne kan stille spørgsmål til imamen, som børnene i moskeen afleverer på små papirsedler. En af kvinderne spørger imamen, hvordan hun skal slå sit 10-årige barn, hvis barnet ikke beder.

Til dette svarer imamen:

- Det er ikke tilladt at give dem en flad, banke dem ind i væggen eller brække knogler på dem. Det er heller ikke tilladt at tage en kniv og nakke dem eller choppe (at hakke, red.) dem. Man slår dem som opdragelse og læring. Ikke som vold, siger imamen.

Han uddyber og forklarer, hvor på kroppen muslimer bør slå deres børn, samt hvad formålet med volden er:

- Man må ikke slå på ansigtet eller følsomme steder. Man kan for eksempel slå lidt på skulderen på en måde, så barnet kan mærke, han har gjort noget forkert. Det er det, der er meningen med det. Bliver man slået på en opdragende måde, når man er lille, ved man godt, hvorfor man har fået de slag. Det husker man i det voksne liv. Det er det, der er vigtigt, siger imamen.

Imamens udtalelser står i stærk kontrast til det, som moskeens formand, Oussama El-Saadi, tilkendegiver på kamera overfor TV 2 i programserien:

Så I accepterer alle de regler, der gælder i Danmark?

- Jamen, det er vi nødt til. Selvfølgelig.

Burde være et forbillede

Professor ved Interkulturelle Studier på Roskilde Universitetscenter (RUC), Garbi Schmidt, mener, at imamen med sine råd om at slå børn legitimerer volden igennem islam.

- Der kunne den religiøst lærde, der jo gerne skal være et forbillede for sin menighed - stille sig op og sige, det her er uacceptabelt ud fra en religiøs fortolkning, ud fra vores religion.

Garbi Schmidt understreger, at der er mange forskellige tolkninger af islam i Danmark, og hun mener, at moskeen på Grimhøj befinder sig som en af de mere yderligtgående.

- Problemet er selvfølgelig dem, der er helt ude på fløjen og som gør, at folk bliver fastholdt i nogle ting, som er ukonstruktive, siger hun.

Red Barnet: Det kan være strafbart

Hos Red Barnet mener man, at imamens udtalelser er i direkte strid dansk lovgivning.

- Det er meget problematisk. På den måde, som det bliver sagt her, er det en opfordring til noget, der kan være strafbart, og som er skadeligt for børn. Det ved vi jo fra masser af undersøgelser og lovgivning. Det er derfor, vi skal beskytte børnene, siger Red Barnets psykolog, Kuno Sørensen.

Han mener, at kvinderne, der lytter til imamens rådgivning, er i en særlig sårbar position.

- Det kommer an på den konkrete sammenhæng. Og her, hvor det er kvinder der søger råd, så er det fordi, de står i en situation, hvor de måske føler sig magtesløse og usikre på, hvad de skal gøre. Og derfor får imamens ord i denne her situation ret stor betydning for, hvad de går hjem og praktiserer, siger Kuno Sørensen.

- Moskeen afviser, at det er foregået

Moskeen på Grimhøjvej har i forbindelse med dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' modtaget udskriften af de skjulte optagelser. Moskeen mener, at de skjulte optagelser, der vises i programserien, ikke viser det sande billede af moskeen.

- Vi kan ikke tro på alt, hvad der kommer fra jer. For i optager mange timer, og så kommer I med nogle få sekunder. Så det er ikke sikkert, at I ikke bare samler ting sammen og snyder folk, siger moskeens formand, Oussama El-Saadi.

Han afviser således, at moskeen opfordrer til at slå børn.

- Nej, vi har ikke noget, som de her ting siger. Nej. Der er en straf ligesom en... Et pres på en eller anden måde, med børn, til at overholde deres religion eller bøn. Men ikke noget med, at man slår. For det er forbudt i forhold til religionen, at man slår, siger formanden til TV 2.

Første afsnit af programserien 'Moskeerne bag sløret' sendes tirsdag d. 1. marts klokken 20.50 på TV 2.