Moskeerne bag sløret

Børnerådet: - Det er vanvittigt og ikke acceptabelt i det her land

Udtalelser fra en imam i Grimhøjmoskeen er på kant med den danske lovgivning og FN's Børnekonvention, mener Børnerådet.

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

Det er i strid med FN's børnekonvention, når en imam i Grimhøjmoskeen forklarer, hvordan muslimer bør slå deres børn, hvis børnene ikke vil bede i en alder af 10 år.

Det siger Børnerådets formand Per Larsen, efter at TV 2 kan dokumentere, hvordan en gæste-imam i detaljer forklarer, hvordan og hvorfor muslimer bør slå deres børn.

- Set med vores øjne er det i strid med de intentioner, der ligger i FN’s børnekonvention. Børn skal behandles ordentligt, med respekt, og vi skal opdrage dem på en måde, som varetager barnets tarv, siger Per Larsen til TV 2.

På skjulte optagelser, der er lavet i forbindelse med den kommende programserie på TV 2, 'Moskeerne bag sløret', lyder det fra imamen:

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede, red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år.

- Det er ikke tilladt at give dem en flad, banke dem ind i væggen eller brække knogler på dem. Det er heller ikke tilladt at tage en kniv og nakke dem eller choppe dem. Man slår dem som opdragelse og læring. Ikke som vold, siger imamen

Muligvis på kant med loven

Per Larsen kalder det vanvittigt, at bruge vold som et opdragende instrument.

- Vores erfaringer viser, at hvis børn lever i sådan nogle miljøer, så risikerer de også at bringe det med sig videre i deres voksenliv, og så får de nogle store problemer.

Netop pointen om at bringe erfaringen med vold videre, er noget som imamen på de skjulte optagelser lægger særlig vægt på:

- Man må ikke slå på ansigtet eller følsomme steder. Man kan for eksempel slå lidt på skulderen på en måde, så barnet kan mærke, han har gjort noget forkert. Det er det, der er meningen med det. Bliver man slået på en opdragende måde, når man er lille, ved man godt, hvorfor man har fået de slag. Det husker man i det voksne liv. Det er det, der er vigtigt, lyder det fra imamen i Grimhøjmoskeen.

Ifølge Per Larsen er udtalelserne så graverende, at de også kan være på kant med den danske lovgivning.

- Revselsesretten af børn er ikke acceptabelt i det her land, og det er faktisk en overtrædelse af straffelovgivningen.

Red Barnet: Imamen skal være et forbillede

Også hos Red Barnet stiller man sig kritisk overfor udtalelserne, der høres på de skjulte optagelser. 

Psykolog i organisationen, Kuno Sørensen, mener først og fremmest, at det er problematisk, fordi det ifølge ham er en opfordring til ikke at adlyde den danske lovgivning.

Han mener, at det er imamens opgave at optræde som et godt forbillede for dem, han taler til.

- Det, der er problemet, er, at her står et forbillede de ser op til, og som skal vejlede dem i forhold til hvordan man opfører sig. Det er jo helt forkert i det øjeblik, at forbilleder begynder at udfordre den danske lov. Forbilleder er vigtige i den sammenhæng, siger han.

Kuno Sørensen mener, at kvinderne, der i de skjulte optagelser ses søge råd hos imamen, muligvis føler sig magtesløse og usikre på, hvad de skal gøre.

- Derfor får imamens ord i denne her situation ret stor betydning for, hvad de går hjem og praktiserer, siger han.

- Moskeen afviser, at det er foregået

Moskeen på Grimhøjvej har i forbindelse med dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' modtaget udskriften af de skjulte optagelser. Moskeen mener, at de skjulte optagelser, der vises i programserien, ikke viser det sande billede af moskeen.

- Vi kan ikke tro på alt, hvad der kommer fra jer. For i optager mange timer, og så kommer I med nogle få sekunder. Så det er ikke sikkert, at I ikke bare samler ting sammen og snyder folk, siger moskeens formand, Oussama El-Saadi.

Han afviser således, at moskeen opfordrer til at slå børn.

- Nej, vi har ikke noget, som de her ting siger. Nej. Der er en straf ligesom en... Et pres på en eller anden måde, med børn, til at overholde deres religion eller bøn. Men ikke noget med, at man slår. For det er forbudt i forhold til religionen, at man slår, siger formanden til TV 2.

Første afsnit af programserien 'Moskeerne bag sløret' sendes tirsdag d. 1. marts klokken 20.50 på TV 2.