Samfund

'Brilliant' og 'about time': Nyt dansk supermarked hyldes i udlandet

Det sociale supermarked Wefood, der åbnede på Amager i denne uge, bliver hyldet i flere store internationale medier.

”Brilliant” og ”about time”.

Hvad er Wefood

Wefood drives af frivillige, og overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Butikken får sit sortiment i samarbejde med andre supermarkeder, som ikke længere må sælge varerne. I butikken kan man spare op til 50 procent på varene. 

Flere internationale medier har i den forgangne uge kastet blikket mod et sympatisk dansk initiativ, der isoleret set kan virke beskedent, men som karakteriseres som en af løsningerne på vor tids helt store tragedie; nemlig omfattende madspild.

Blandt andet Huffington Post rapporterer om Wefood-supermarkedet på Amager, der åbnede mandag med madvarer, der er kasserede fra de store butikskæder og som sælges til stærkt reducerede priser.

Det gør mediet i en artikel, der bærer overskriften: ”Det danske supermarked Wefood sælger madspild, og det er på tide”.

- 800 millioner mennesker gik sulten i seng i 2015, og den globale fødevareindustri smed madvarer ud til en samlet værdi på en billion amerikanske dollars. 30 procent bliver ikke spist. Nu har et supermarked i Danmark vist, hvordan vi kan gøre det bedre – og spare penge, skriver Huffington Post i indledningen til artiklen.

Første af sin slags

Heri citeres Per Bjerregaard fra Folkekirkens Nødhjælp, der står bag projektet, hvor kunderne kan lægge varerne i kurven med op til 50 procents rabat i forhold til priserne i de konventionelle supermarkeder.

Han forklarer, at supermarkedet ikke kun skal ses som en håndsrækning til kunder med lave indkomster men en alternativ for alle, der er bekymret for den omfattende madspild.

- Wefood er det første supermarked af sin slags i Danmark og måske i verden, og det er ikke kun rettet mod mennesker med en lav indkomst, men for alle, der er bekymret for omfanget af fødevarespild i Danmark, siger Per Bjerregaard.

Danmark smider 700.000 ton madvarer ud hvert år, men har igennem de seneste år reduceret madspildet med 25 procent.

Fra England til Rusland

Ud over Huffington Post har flere britiske medier – herunder The Independent og Business Insider – rettet fokus mod det danske initiativ.

Sidstnævnte under rubrikken ”Dette nye supermarked i Danmark har fundet en genial måde at tjene penge på enormt madspil”

Nyheden om det danske supermarked er også nået helt til Rusland, hvor mediet rt.com (Russia Today red.) har rapporteret om det danske initiativ. 

Også medier i Frankrig og Italien har bemærket Wefood.