Samfund

Scleroseramt løser stokkebrugernes evige problem

Carsten Sønderskov fik nok af at tabe stokken, så nu har han fundet en smart løsning.

En dag blev Carsten Sønderskov træt af at tabe stokken. Så træt, at han besluttede sig at gøre noget ved problemet.

- Jeg var ude at handle, og da jeg stillede stokken fra mig for at betale, væltede den, og jeg måtte igen bede nogen om at samle den op. Det gjorde mig virkelig irriteret, og på vej hjem i bilen tænkte jeg, at jeg blev nødt til at lave et eller andet til at holde stokken, siger han.

Det første, Carsten Sønderskov gjorde, da han kom hjem, var at gå direkte ud i værkstedet og lave den første prototype. Og sådan kom den magnetiske stok, Magni-stokken, til verden.

Den består af en klips med en magnet i, som du kan sætte i tøjet, og et velcrobånd, du sætter rundt om skaftet på stokken. På den måde er den altid lige ved hånden.

- Det er en kæmpe hjælp. Først når man selv begynder at gå med stok, finder man ud af, hvor pisseirriterende det er, når den vælter, siger Carsten Sønderskov.

Sclerose på godt og ondt

Carsten Sønderskov er tidlige jazz- og rockmusiker, men da han for nogle år tilbage fik konstateret sclerose, mistede han sit job.

- Det har været hele mit liv, så det har været fuldstændig forfærdeligt at skulle sige farvel til. Det er noget, der stadigvæk berør mig, fortæller han.

Men sygdommen har ikke udelukkende bragt dårlige ting med sig, så Carsten Sønderskov har tvunget sig selv til også at fokusere på det gode.

- Jeg er ikke stresset mere, i hvert fald meget sjældent, og så kan jeg være hjemme næsten hver eneste dag, når min søn kommer hjem, siger han.

Ikke kun en hjælp til dårligt gående 

Carsten Sønderskov har valgt, at stokken skal produceres i Venturahuset, som er en socialøkonomisk virksomhed i Ballerup. På den måde kan den være med til at hjælpe andre med et handicap i arbejde.

- Hvis jeg kan være med til at skabe noget, der også giver mening på den front, så vil jeg gerne det, siger han.

Det ser heller ikke ud til, at der er nogen i Venturahuset, der bliver arbejdsløse lige foreløbig. Magni-stokken blev hurtigt en succes, og alene i de to første uger blev den solgt i 250 eksemplarer.

I dag har Carsten Sønderskov afhændet firmaet til en anden, da han ikke magtede salgsarbejdet. I stedet kommer han i huset et par timer om ugen som produktionsansvarlig, så han på den måde stadig kan følge med.

Der er flere gode idéer på vej, men hvilke vil han ikke ud med.