Supermarkeder fjerner tusindvis af bøtter med falsk honning

Dansk Supermarked og Dagrofa har fjernet flere slags honning fra hylderne, fordi Fødevarestyrelsen mener, det er forfalsket.

Tirsdag eftermiddag måtte personalet i Dansk Supermarked og Dagrofa ud at fjerne tusindvis af honning-produkter fra hylderne. Det skete efter, at en undersøgelse fra Fødevarestyrelsen havde vist, at der ikke var tale om honning, men i stedet et kinesisk svindelprodukt. Det skriver Ekstrabladet.dk.

Der er tale om produkterne "Svansø Mild og Frisk" og "Svansø Blomsterhonning" i Dagrofas Kiwi-, Spar- og Meny-butikker, mens det drejer sig om Budget-honning 425-gram-emballager i Bilka og Føtex og produktet Bigården udenlandsk honning i 425-gram-emballager i Netto, oplyser de to dagligvarekæder til Ekstra Bladet.

Fødevarestyrelsens kontrol skulle have været offentliggjort for en måned siden, men producenten bag den forfalskede honning, Scandic Food, afviste at produkterne fejlede noget, ligesom Scandic Food klagede over analysemetoden til Dansk Industri og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Dermed blev offentliggørelsen af rapporten forsinket indtil tirsdag.