Chauffører i protest: Op mod 300 taxaer vil lamme trafikken

Københavnske taxachauffører vil lørdag aften blokere centralt torv i København i protest mod Uber. Op mod 300 taxaer vil deltage i blokaden.

Situationen mellem taxachaufførere og chauffører fra Uber er nu ved at spidse så meget til, at taxachauffører lørdag aften i protest vil blokere Kongens Nytorv i København.

Ifølge initiativtageren til brancheforeningen Taxiførere i Danmark (TiD), Søren H. Nicolaisen, vil op mod 300 taxaer deltage i blokaden.

- Det er helt sikkert, at der kommer en blokade i aften. Det kommer nedefra, altså fra chaufførerne. Der har bredt sig en stemning om, at nok er nok. Vi har fuld forståelse for, at vores chauffører laver den her blokade i aften, siger Søren H. Nicolaisen til TV 2.

Konflikt skal ikke løses med vold

Mens det blandt andet i Frankrig har ført til voldelige sammenstød mellem taxichauffører og Uber-chaufører, understreger Søren H. Nicolaisen, at de danske chauffører gerne vil løse konflikten via dialog:

- Det skal ikke løses med vold, men vi er altså ved at have chauffører, der mister deres arbejde, fordi der kører de her ulovlige taxaer rundt. Vi vil meget gerne se mere handling fra politiets side.

Han oplyser, at taxichauffører i løbet af dagen vil banke på deres kollegaers ruder og bede dem om at samle sig på Kongens Nytorv kl. 21.

- Det er klart, at folk vælger det billigste alternativ. Men grunden til at Ubers chaufførere er billige, er jo fordi, de ikke følger loven. De betaler ikke den skat, som vi betaler. Vi kunne ogsĂĄ blive lige sĂĄ billige som Uber, hvis vi bare lod være med at følge loven, siger han.

Har indgivet 800 anmeldelser til politiet

Ifølge Søren H. Nicolaisen har TiD, siden Uber kom til Danmark for 15 måneder siden, indgivet 800 anmeldelser om overtrædelse af loven til politiet uden, at der er skredet til handling fra politiets side mod det, som han kalder, piratkørsel. Derfor har taxichaufførerne nu mistet tålmodigheden og vil tage sagen i egen hånd.

TiD oplyser i en pressemeddelelse, at foreningen ikke kan tage ansvar for, hvad der kommer til at ske:

- Vi har intet med eventuelle blokader eller andre optøjer at gøre. Vi opfordrer til at undgå vold, men indser, at skal en ændring af situationen komme, må der en markant anderledes holdning fra politi og retsvæsen til, nu!.

Blokade skal ske inden for lovens rammer

Dansk Taxi, der er et landsdækkende netværk for alle aktører i taxabranchen, deler TiD’s frustrationer, skriver Dansk Taxis formandskab i en pressemeddelelse.

- Danske taxichauffører trues lige nu på deres levebrød. Ikke fordi der mangler taxikunder, men fordi en stadig større del vælger Uber, fordi Uber, ved ikke at leve op til taxiloven, bedre kan imødekomme kundernes ønsker, lyder det.

Dansk Taxi "opfordrer stærkt" til, at lørdagens blokade  sker ”inden for lovens rammer, i en ordentlig tone og uden at genere ansvarlige politikere og myndigheder, borgere eller de chauffører, der kører pirattaxi. 

I onsdags stoppede Londons traditionelle taxaer trafikken i den centrale del af byen i en protest mod Uber - se optagelser derfra i videoen øverst.