Trafikstyrelsen om vilde uheld: - Det er folks eget ansvar
Et øjenvidne til en ulykke mener, at kontrol af togdøre er vigtigt. Trafikstyrelsen henviser til folks adfærd som årsagen til 38 hændelser på fem år.
- Vi var mange, der skreg. Det var de længste sekunder, jeg nogensinde har oplevet. Vi var sikre på, at hun var død, siger øjenvidenet Pilu Juul-Nyholm til TV 2.
Hun taler om en episode, der skete for godt et år siden, hvor en kvindes jakke sad fast i en togdør. Hun blev slæbt hen ad perronen på Nørreport i København og endte under toget.
Hun slap dog mirakuløst fra ulykken med skrammer og en hjernerystelse, men hun var ikke den eneste, der sad fast i en togdør på især Kystbanen. 38 hændelser blev således registreret fra november 2011 til februar 2015.
Alt sammen som følge af manglende visuelle efterkontrol, hvor personalet fysisk tjekker perronen inden afgang. Den kontrol fik DSB nemlig lov til at sløjfe i 2010 af Trafikstyrelsen for at kunne overholde tidsplanen.
Det fremgår af en rapport fra Havarikommissionen for Jernbane, der er offentliggjort torsdag.
TV 2 har været i kontakt med Transportministeriet, som dog ikke ønsker at sige noget om sagen torsdag aften.
Det vil Trafikstyrelsen til gengæld godt, og her frifinder man sig selv og henviser til risikabel adfærd blandt passagererne.
- Der var også ulykker før. Det handler om, at nogle gange tager folk chancen, og det er rigtig rigtig dumt og farligt. Ligesom det er dumt at gå over for rødt lys, siger vicedirektør Jesper Rasmussen.
Efter episoden i fjor genindførte DSB den visuelle efterkontrol, og det er ifølge Pilu Juul-Nyholm et klogt træk. Hun mener, at det var et rent held, at hændelserne ikke nåede at gå mere galt.
- Jeg er selv pendler, og jeg oplever jo hver dag, hvordan folk nogle gange skal mases ind og ud af togene, så det overrasker mig ikke, at det kunne ske.