Allan Silberbrandt efter kaotisk Yahya-interview: Derfor afbrød jeg ham ikke

Et interview med Yahya Hassan kørte tirsdag aften af sporet, men nyhedsvært Allan Silberbrandt mener, det er vigtigt at rumme alle mennesker.

Tirsdag aften var den meget omtalte digter og politiker, Yahya Hassan, inviteret i TV 2 NEWS-studiet, for at tale om forlydender om, at han skulle være blevet anholdt for at køre bil i narkopåvirket tilstand samt den efterfølgende eksklusion fra Nationalpartiet, som han var folketingskandidat for.

Men live-interviewet med TV 2 NEWS’ vært Allan Silberbrandt tog en noget anderledes drejning, da værten kun fik stillet Yahya Hassan et enkelt spørgsmål, som digteren gav et langt svar på, hvorefter han forlod studiet med ordene:

- Jeg synes, du er en fin fyr, og jeg kan faktisk godt lide dig. Undskyld tonen. Hej. Og hils Pia.

I interviewets begyndelse gik alt nogenlunde efter bogen, da Yahya Hassan forklarede, at han ikke var blevet decideret ekskluderet fra partiet, men efter et par sekunder ændrede hans talestrøm karakter:

- I kan skrive jeres shit og alle jeres løgnehistorier. I kan bare smede alle de rænker, I vil, imod mig, til min pik, og den er omskåret, og den er flot, sagde han blandt andet.

Men hvorfor blev den højrøstede politiker og digter ikke afbrudt undervejs, som det i et kritisk interview bør sig? Nyhedsvært Allan Silberbrandt forklarer:

- Den overvejelse, jeg havde, var, at han er en voksen mand, politiker og digter. Dermed er det okay, at lade ham køre det løb, han kører, fordi man med en kunstner ikke kan vide, om det er en del af et kunstnerisk udtryk, eller om det er politikeren i ham.

- Hvis nogen synes, jeg skulle have afbrudt ham, så mener jeg, det er forkert. Jeg synes, at folk har lov til at komme til orde, og at det er vores job som journalister at formidle andre menneskers synspunkter. Det er hele kernen i det, siger den erfarne nyhedsvært, der dog erkender, at det generelt er svært at interviewe Yahya Hassan.

- Nogle passer ikke ind i skabelonen

Allan Silberbrandt slår fast, at han ikke er utilfreds med, hvordan interviewet udviklede sig. Han pointerer, at det er vigtigt, at man ikke forsøger at putte folk ned i en kasse, for at de skal passe til det format, man ønsker. I stedet bør man som journalist respektere folks forskelligheder, siger han:

- Han er kunstner. Han er ikke en, der går 13 af på dusinet. Vi bliver nødt til at respektere, at der er mange forskellige slags mennesker, og nogen passer ikke ind i den skabelon som dem, vi gerne vil have, der udtrykker sig skarpt på et minut og 30 sekunder. Det kan ikke lade sig gøre.

Har det fint med ordet "pik"

Yahya Hassan har siden han udgav sin første digtsamling i 2013 fået ekstremt meget både positiv og negativ opmærksomhed. Det har Allan Silberbrandt også en vis sympati med.

- Han er gået fra at være totalt ukendt til at være på alle menneskers radar. Et ikon for mange, som er imod ham, men også for mange, som støtter ham. Han har været igennem en mediemølle, som kun de færreste kan forestille sig.

Og Yahya Hassans voldsomme sprogbrug er ikke noget, der går Allan Silberbrandt på:

- Ordet pik er ikke et bandeord, ja, jeg ved ikke rigtig, hvad det er, og det har jeg det helt fint med. Det var jo efter børnenes sengetid. Vi viser da også skrækfilm og erotiske film på det tidspunkt, siger han med et smil.