Samfund

Politiinspektør: Vi stod forkert placeret under terrorangrebet

Politiet mener ikke, at tjenestevåbnet var problemet under terrorangrebet. Derimod var betjentenes placering et problem, indrømmer politiinspektør.

- I bagklogskabens lys kan man godt sige, at der havde været andre måder at løse bevogtningsopgaven ved Krudttønden. 

Sådan lyder en ny opsigtsvækkende indrømmelse fra politiinspektør ved Rigspolitiet Michael Engel Olsen. 

Og mens politiinspektøren frikender politiets tjenestevåben, der havde mere end almindeligt svært ved at skyde igennem ruden på Krudtønden, så indrømmer han nu over for dagbladet Politiken, at politiet var forkert placeret under angrebet.

- Af det har vi lært, at selve placeringen af bevogtningen er afgørende. Det handler om på forhånd at placere sig, så man er i stand til at have gode kort på hånden i forhold til en gerningsmand. Det havde vi ikke, siger han over for Politiken. 

Kugler kunne ikke trænge gennem rude

Efter terrorangrebet stod politiet i spidsen for en undersøgelse af deres egen indsats under terrorangrebet. 

De første konklusioner gik på, at de var velforberedte og velorganiserede.

TV 2 Nyhederne kunne dog søndag fortælle, at mindst syv af politiets 21 kugler ikke kunne skyde igennem ruderne på krudttønden, da Da Omar El-Hussein angreb Krudttønden sidste februar.

Politi og PET har skullet stramme op

Efter erfaringerne fra terrorangrebet i København har både politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skullet stramme op på en række punkter og procedurer.

Rigspolitiet sendte en række anbefalinger til Justitsministeriet, der blandt andet omfatter forbedret ammunition og en ny skydeuddannelse for betjente.

Og selv om Michael Engell Olsen ikke mener, der er behov for kraftigere våben, har han og resten af arbejdsgruppen under Rigspolitiet således anbefalet, at ammunitionen til både politiets almindelige tjenestepistoler og maskinpistoler bliver opgraderet.

- Politiet skal klare sig i et bredt spænd mellem opgaver, og der er måder at opgradere våben på, som kan løse flere forskellige opgaver, siger han.

Han vil dog ikke gå i nærmere detaljer:

- Udgangspunktet er stadig, at taktikken er meget mere afgørende end selve udstyret, sagde han tidligere på mandagen.