Forskere med ny hypotese: Stof i tarmen gør dig ekstra tyk
Frigivelse af et stof i tarmen speeder ifølge tre danske forskere lagringen af fedt hos overvægtige mennesker op.
Danske forskere fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet har fremsat en ny hypotese: Et stof i bakterier i tarmen kan øge lagringen af fedt hos overvægtige mennesker.
Stoffet, der hedder noget så mundret som lipopolysakkarider - "er sammensat af kulhydrater og fedtstoffer, og kommer fra visse bakterier i tarmen, kaldet gramnegative bakterier”, skriver videnskab.dk.
Nyheden er ikke, at sammensætningen af bakterier i tarmen kan have betydning for fedme, eller at overvægtige ofte har en let betændelsestilstand i vævene, som forskere mistænker som en af grundene til følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og forhøjet blodtryk.
- Det nye er, at vi har en sandsynlig forklaring på, hvordan selve processen med at lagre fedt ind i fedtvævet bliver speedet op hos overvægtige mennesker. Forståelsen af den proces, og hvordan den hænger sammen med betændelsestilstande i vævet, vil give bedre mulighed for på lang sigt at behandle fedme og fedmerelaterede sygdomme, siger postdoc Lars-Georg Hersoug, som er en blandt tre forskerne bag hypotesen.
De andre to forskere er professor Peter Møller og professor Steffen Loft, og de tre har publiceret deres videnskabelige formodning i en tidsskriftet Obesity reviews.
Transporteres rundt i kroppen
Stoffet er med til at beskytte bakterier mod angreb udefra af for eksempel kroppens kemiske stoffer i tarmen, og de frigives i tarmen, når bakterierne dør.
Studie viser, at en der er en større frigivelse fra tarmen af såkaldte lipopolysakkarider hos overvægtige mennesker end hos normalvægtige. Og de spiller en rolle i fedtlagringen, forklarer forskeren, som er førsteforfatter til artiklen i tidsskriftet:
- I tarmen bliver lipopolysakkariderne pakket sammen med fedt fra maden i nogle små partikler, der transporterer fedtet rundt i kroppen. På den måde bliver lipopolysakkariderne optaget fra tarmen sammen med fedtet og følger med fedtpartiklerne rundt i kroppen, siger Lars-Georg Hersoug til videnskab.dk.
Hypotesen kan føre til forebyggelse
På Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet, har professor Oluf Borbye Pedersen bemærket forskningen. Han er enig med forskerne i, at det potentielt set kan blive en vigtig brik i fedmeforebyggelsen fremover.
- Det nye her er, at lipopolysakkarider muligvis er involveret i fedtophobning i vævene. Hvis det kan bekræftes af nye eksperimenter, er det yderligere et argument for at forebygge fedme ved at mindske byrden af gramnegative bakterier i tarmen hos overvægtige og dermed mindske mængden af lipopolysakkarider i blod og væv. For eksempel ved en fedtfattig kost, som vil mindske mængden af gramnegative bakterier i tarmen, siger han.