Samfund

Smuglede familie forbi den danske grænsekontrol: - Jesus brød også reglerne

Tysk diakon fortæller til svensk medie, hvordan han trods dansk grænsekontrol i Rødby kørte syrisk familie fra Tyskland til Øresundsbroen.

Den danske regering indførte, i kølvandet på den svenske id-kontrol, den 4. januar grænsekontrol mellem Tyskland og Danmark, men det lykkedes alligevel syrere at komme til Sverige fra Tyskland og gennem Danmark. Det fremgår af et interview med den tyske diakon Arne Bölt i den svenske avis Sydsvenskan.

diakon

Diakoner og diakonisser arbejder inden for det kirkelige, sociale og pædagogiske område - det kan være som socialpædagog, sygeplejerske eller sognemedhjælper. Fælles for dem er, at de arbejder på et kristent grundlag. 

Ofte er diakonatet et mellemstadium på vejen til præsteværdigheden.

I interviewet forklarer han, at han omkring den 22. januar kørte en mor og hendes to små børn fra Tyskland til Sverige via færgeforbindelsen Rødby-Puttgarden – og dermed kørte gennem Danmark. Det på trods af, at familien ikke havde noget id, fordi de – ifølge Arne Bölt – var blevet frataget deres pas i København.

- Jeg bad til gud, da vi passerede den danske grænsekontrol. Og vi fik lov til at slippe igennem, fortæller han til avisen.

Jesus brød også gældende regler

Arne Bölt

Afvist og pas inddraget i København 

Kvinden og hendes to børn på fire og fem år var - ifølge Arne Bölt - under flugten fra Syrien blevet adskilt fra sin mand og parrets to øvrige børn, som allerede befandt sig i Sverige. Diakonen fortæller, ifølge Sydsvenskan, at han kom i kontakt med kvinden den 20. januar, da hun sammen med sine to yngste børn var blevet afvist i København, og at de havde fået deres pas beslaglagt.

- De var på grådens rand og ville begive sig videre til fods. Jeg kunne i telefonen høre, hvordan børnene græd – og børnene var oven i købet syge.

Derfor besluttede han sig for at hjælpe kvinden til Sverige, så hun og børnene kunne blive genforenet med faderen og de øvrige søskende.

Kendte til danske regler om menneskesmugling

Arne Bölt er diakon i den nordtyske by Rostock og er blandt de hundrede af frivillige, som har engageret sig i netværket Rostock Hilft (Rostock hjælper, red.). Det var gennem dette netværk, at han fik kontakt til kvinden og hendes to børn. Netværket hjalp i første omgang kvinden med midlertidig bolig i Tyskland og medicin til børnene, inden Arne Bölt besluttede sig for at hjælpe familien til Sverige.

Han fortæller, at han var klar over, at han ifølge de danske regler ville gøre sig selv til menneskesmugler ved at køre familien over den danske grænse, men han oplyser, at han ikke var klar over de svenske regler. Så da han ankom til Øresundsbroen oplyste han til det svenske politi ved betalingsanlægget, at familien i bilen ønskede asyl i Sverige – hvorefter han blev anholdt af de svenske myndigheder mistænkt for menneskesmugling.

- Jesus brød også gældende regler

Arne Bölt blev tilbageholdt i to dage af det svenske politi, men blev ikke varetægtsfængslet. Han kan nu se frem til en retssag for sin rolle med at få familien genforenet  i Svrige. Han fortryder dog ikke sin handlling:

- I den her sammenhæng er den humanitære verden vigtigere end loven. Jesus brød også gældende regler, siger han.

Han fremhæver dog samtidig:

- Jeg er klar over, at I (Sverige, red.) modtager flest asylansøgere i Europa i forhold til befolkningsantallet. Jeg havde ikke kørt dem til Sverige, hvis familien ikke var blevet skilt fra hinanden.

Avisen har været i kontakt med den syriske kvindes svigerinde, der kan oplyse, at familien er blevet genforenet i Sverige, og at alle nu har søgt om svensk asyl. 

Den danske regering indførte den 4. januar 2016 grænsekontrol i en periode på 10 dage - grænsekontrollen er siden blevet forlænget to gange, senest blev grænsekontrollen tirsdag forlænget til den 23. februar.