KL efter helvedes-sag: Vi kan ikke forhindre overgreb på børn
Kommunerne gør alt, hvad de kan for at undgå flere sager som den, TV 2 afdækkede i dokumentaren ’Anbragt i helvede’.
Alligevel kan Kommunernes Landsforening, KL, ikke garantere, at man fremover ikke vil se flere sager med misbrugte børn.
Sådan lyder det fra Tina Wahl, der er kontorchef ved Center for Social og Sundhed hos KL.
- Det er vigtigt for mig at få sagt, at vi desværre ikke vil kunne forhindre sager, hvor børn er blevet dårligt behandlet af familien, bekendte eller venner. Vi kan ikke forhindre det, men vi kan arbejde på det og få en tidligt forebyggende indsats, hvor vi kommer ind i sagerne, før det bliver så alvorligt, at det bliver til en rigtig sag, siger Tina Wahl til TV 2.
Blandt de mange tiltag har KL søsat initiativet 'De udsatte børn - fremtiden er deres' i 2015, som kommer med en række anbefalinger til, hvordan kommunerne skal håndtere de udsatte børn og unge.
Imens har skiftende regeringer også gjort sit for at sikre et skærpet tilsyn, og flere reformpakker har også taget fat om problematikken.
- Fra statens side har vi fået overgrebspakken fra et par år siden, en tilsynsreform og og Barnets Reform, som er forholdsvis tunge regelkomplekser, som er lagt ind over området, siger Tina Wahl.
7000 sager om måneden
De er med til at sikre, at kommunerne minimerer fejl. Ifølge Tina Wahl behandler de danske kommuner omkring 7000 sager om måneden, og derfor
- Vi skal selvfølgelig håndtere alle sager med stor kvalitet. Det synes jeg, vi arbejder hen mod, og det bliver bedre, for det kan vi se fra det arbejde task force-styrken under Socialstyrelsen laver, når de måler på kvalitet og fejl ude i kommunerne, siger Tina Wahl.
Minister kan ikke fortsat forsvare kommunerne
Også social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) mener, arbejdet ude i kommunerne er blevet markant bedre.
- Det er grundlæggende mit indtryk, at kommunerne gør sig umage med at følge reglerne - mere nu end for ti år siden, siger Karen Ellemann til TV 2.
Men hun understreger samtidig, at hun også vil se nærmere på de 24 nye erstatningssager, som Børns Vilkår står med.
- Det er klart at jeg ikke kan blive ved med at forsvare kommunerne, når Børns Vilkår står og vifter med 24 potentielle sager. Derfor vil jeg bede om en fortrolig redegørelse, så jeg kan se, hvilken lovgivning, der har været gældende, siger Karen Ellemann.
Se hele interviewet med ministeren herunder: