Samfund

Efter TV 2-dokumentar: Telefonerne gløder hos Børns Vilkår

Børns Vilkår har onsdag formiddag modtaget adskillige henvendelser, efter TV 2 i går viste dokumentaren ’Anbragt i Helvede.’

Hos Børns Vilkår undersøger man i øjeblikket 24 nye erstatningssager mod danske kommuner, der involverer omsorgssvigt. Et tal, der kan blive højere, lyder det onsdag fra organisationen. 

Meldingen kommer, efter TV 2 i går viste dokumentaren 'Anbragt i Helvede', hvor to søstre, der er blevet svigtet og misbrugt i en plejefamilie, har lagt sag an mod Slagelse Kommune for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn.

Siden dokumentaren blev sendt tirsdag aften, har Børns Vilkår onsdag formiddag modtaget 15 nye henvendelser. 

Telefonerne kimer

-  Telefonen kimer rigtig meget i vores reception. Det er meget forskellige mennesker, der ringer ind, men der er også enkelte anbragte børn imellem. Vi tager en snak med alle og vurderer løbende, om sagen er egnet til at gå videre med i erstatningsøjemed, siger Marianne With Bindslev, seniorpressekonsulent ved Børns Vilkår.

Før dokumentaren og TV2s dækning havde Børns Vilkår modtaget henvendelser fra 90 personer vedrørende en mulig erstatningssag. Af dem har cirka halvdelen haft en relevant problematik. Derudover afventer 14 sagers relevans at blive afklaret, fordi barnet/den unge skal vende tilbage med yderligere oplysninger.

Minister vil i dialog med Børns Vilkår

- Vi er rigtig glade for, at der bliver sat fokus på disse forfærdelige svigt, og at erstatningssagerne kan være med til at forebygge nye sager, siger Marianne With Bindslev.

Tirsdag kaldte social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) tilsynet med de fire søstre og deres plejefamilie for "ekstremt mangelfuldt."

Hun vil nu tage kontakt til Børns Vilkår og bede om en fortrolig redegørelse over de sager, der kan være på vej.