Samfund

Lytter til afdød søns hjerte: Donation reddede 4-årig

Heather Clark donerede sin søns organer, da han døde og reddede en fire-årig pige. I Danmark dør én person hver 14. dag på grund af donormangel.  

Heather Clark brød sammen, da hun satte øret til stetoskopet og lyttede til hjerterytmen fra fire-årige Jordan Drakes brystkasse. Hjertet sad oprindeligt i hendes søn Lukas.

Det var første gang, hun hørte rytmen fra hjertet, siden sønnens tragiske død i 2013 i en alder af blot syv måneder. Han døde angiveligt af sine kvæstelser i armene på sin babysitter efter et overgreb fra hendes voldelige kæreste, skriver Daily News.  

Samtidig havde Jordan desperat brug for en hjertetransplantation på grund af en medfødt hjertefejl. Og efter at have tilbragt det meste af sit liv på Phoenix Børnehospital skete det endelig, takket være Heather Clarks beslutning om at donere hendes søns organer.

Nu er vi i familie

- Han var bare så glad. Når der var et kamera foran ham, smilende han altid eller stak tungen ud, fortæller Heather Clark om sønnen Lukas.

Ud over at lytte direkte til hjerteslaget gav Jordans mor, Esther, desuden den grædefærdige mor en bamse med en lydoptagelse af hendes søns hjerteslag.

- Vi er familie nu, sagde hun og trøstede Heather Clarck, da hun overrakte bamsen.

Retssagen mod babysitterens kæreste, Ryan Anthony Garcia, er endnu ikke afsluttet. Den 24-årige mistænkte er sigtet overfald med døden til følge og sidder fortsat bag tremmer i et San Bernardino County fængsel.

Se Youtube-klippet med indslag om historien herunder. Artiklen fortsætter under klippet. 

500 danskere på venteliste

Også i Danmark redder organdonationer liv.

Hvert år er mere end mere 500 på venteliste til at modtage et nyt organ, men der er for få donatorer. Ifølge statistikken dør mere ét menneske hver 14. dag i Danmark, mens de står på venteliste til et organ.   

En af dem, der har oplevet dette mareridt som pårørende, er Bettina Dion Petersen. Hendes 11-årige søn Phillip døde i 2005, fordi han ikke kunne få et nyt hjerte efter et længere ophold på Rigshospitalet.

Klik på linket herunder og læs historien:

Vigtigt at tage stilling

Hvis man ikke har taget stilling til, om man vil være organdonor i tilfælde af hjernedød, skal ens pårørende tage beslutningen. Det kan være en meget svær beslutning for de pårørende, og derfor bør man selv tage stilling, lyder opfordringen fra Sundhedsstyrelsen og Dansk Center for Organdonation . 

- Det er så vigtigt, at tage stilling og registrere sig. Dels fordi de pårørende så slipper for at skulle tage stilling i en i forvejen svær situation, hvor de lige har mistet. Og dels fordi lægerne så ved præcis, hvordan de skal forholde sig, når muligheden for organdonation opstår. Det sker jo ikke så ofte, da vi har krav om hjernedød i Danmark (cirka 300 ud af 50.000, red.), siger Helle Haubro Andersen fra Dansk Center for Organdonation.   

Så ved de pårørende også, hvis man ikke ønsker at donere, når man ikke lever mere. Michelle Preis Eriksen:

- Jeg har det svært med, at der skal tages noget fra mig, når jeg er død og ikke skal være her længere. Jeg har det bedst med, at jeg er hel, når jeg skal herfra, sagde hun, da Go' Morgen Danmark satte fokus på emnet i fjor.