Samfund

Her har de haft succes med at undervise flygtninge i seksuel adfærd

I Norge har undervisning i seksuel adfærd været på skoleskemaet på asylcentre i årevis.

Flygtninge skal modtage obligatorisk undervisning om ligestilling mellem kønnene, kvinders rettigheder og kønsrelationer, når de indkvarteres i danske asylcentre. Det meddelte udlændingeminister Inger Støjberg (V) i dag.

I Norge har undervisning i seksuel adfærd været på skoleskemaet på asylcentre i årevis.

I dag fik TV 2 lov til at være med på skolebænken på et modtagecenter for flygtninge lidt syd for Stavanger

Her underviser Linda Hagen 20 syriske mænd om sex, vold og forholdet mellem mænd og kvinder. Blandt kursisterne er Mohammed, som kom til Norge for fem måneder siden.

- Vi har allerede fået en masse information om vold og sex, men jeg vil gerne lære mere om kulturen i dette land, siger Mohammed Fahad Alssied til TV 2.

Linda Hagen er ansat af det private firma Hero, der driver omkring halvdelen af asylcentrene i Norge. Det er frivilligt at deltage i kurserne, men de opfordrer alle mænd til at deltage i de fem timer, det varer.

- Det er jo vigtigt at oplyse om de sociale koder, så folk kan klare sig i byen og forstå, hvordan kvinder kommunikerer, hvis de er interesserede i kontakt, siger Linda Hagen til TV 2.

Kurset virker

Udover diskussioner, ser de også film – som for eksempel den her – om en flirt, der ender i voldtægt.

Hvad synes du om filmen?

- Den er udmærket. Den giver bevidsthed om situationen, siger Mohammed Fahad Alssied.

I Stavanger startede kurserne efter en bølge af voldtægter og overfald i 2009 – og det har haft en effekt, mener underviseren.

- Vi tænker, at vi kan afværge en del misforståelser, og at vi kan sørge for, at hvis der går voldtægtsmænd rundt, så kan de måske blive opmærksomme på det, lyder det fra Linda Hagen.

Den norske regering planlægger at gøre det obligatorisk for alle mandlige asylsøgere at deltage i kurset.