Samfund

Rasmus' far begik selvmord: Jeg sagde, han døde af noget andet

Antallet af selvmord stiger, selvom Danmark sammen med resten af WHO's medlemslande har forpligtet sig til at reducere antallet inden 2020.

- I starten fortalte jeg folk, at hans død skyldtes noget andet, end den gjorde. Jeg ville ikke acceptere, at min far havde taget sit eget liv.

27-årige Rasmus Østergaard Hansen fra Aarhus mistede for fire år siden sin far på grund af selvmord. Dengang var det et tabu for ham at tale om årsagen til sin fars død, men i dag forsøger han at tale åbent og ærligt omkring det.

- Da jeg fik opkaldet om, at han var død, havde jeg slet ikke set det komme. Jeg tænkte overhovedet ikke, at det var selvmord. Da obduktionsrapporten viste, at det var selvmord, blev jeg tvunget til at tage stilling til, at han havde begået selvmord. Ikke nok med, at jeg havde mistet en, jeg holdt af - han havde selv valgt det. Og det var det, der var svært at acceptere, siger Rasmus Østergaard Hansen til TV 2.

Flere mænd begår selvmord

Nye tal fra Statens Serum Instituts register over dødsårsager viser, at antallet af selvmord i 2014 er steget med 3,7 procent i forhold til året før.

De flere selvmord skyldes udelukkende en stigning hos det mandlige køn. Mænd har historisk set altid haft en højere selvmordsrate end kvinder, men årsagen til, at flere mænd i forhold kvinder begår selvmord er ikke til at klarlægge, fortæller Merete Nordentoft, professor i psykiatri ved Københavns Universitet og ekspert i selvmordsadfærd.Til gengæld kan man sige noget om, hvorfor flere mænd end kvinder dør på grund af selvmord.

- Der er to årsager til, at flere mænd end kvinder dør på grund af selvmord. Mænd anvender i højere grad farligere metoder, hvor chancen for overlevelse er meget lille, hvis man fortryder, siger hun til TV 2.

Derudover er mænd ifølge Merete Nordentoft dårligere til at søge hjælp.

- Det kan vi se ved, at der er flere kvinder, der har været i kontakt med behandlingssystemet. Den gruppe kvinder, der dør ved selvmord, har ikke fået tilstrækkelig hjælp, siger Merete Nordentoft.

Fakta: Selvmord

For hver kvinde, der tager sit liv, er der to mænd, der begår selvmord.

Det er blandt ældre, at selvmordsraten er højst.

I Danmark dør tre gange så mange efter selvmord end i trafikulykker.

Fem personer bliver i gennemsnit berørt, når en person begår selvmord.

De fleste selvmord bliver begået om mandagen.

Foråret er den tid, hvor der sker flest selvmord.

Kilde: Center for Selvmordsforskning

Samme forklaring ser man hos Center for Selvmordsforskning. Christina Petrea Larsen, der er sundhedsfaglig akademisk medarbejder, støtter de seneste tal, der viser, at især mænd fra 40 års-alderen og opefter begår selvmord.

- Vi kan se på fordelingen aldersmæssigt, at de fleste selvmord hos mænd finder sted typisk i aldersgruppen 40-60 år, samt mænd over de 70 år. I alderen 40-60 år er mænd halvvejs i livet, og der kan være store spørgsmål om, hvorvidt man har nået det, man ville eller er på vej til at nå, det man vil. Ligeledes kan forhold som job, økonomi, brudte forhold, helbred og mange andre ting spille ind.

Troede ikke på, at far begik selvmord

1. november 2012 var Rasmus Østergaard Hansen på arbejde i Oksbøl, da han modtog et opkald om, at hans far var fundet bevidstløs i et skur ved hans hus. Sønnen kørte straks mod hjemmet i Vildbjerg, men blev kort tid efter ringet op med beskeden om, at hans far var død.

- Om aftenen sad vi rundt om spisebordet, da min mor nævnte, at det kunne være, at min fars død ikke skyldtes en ulykke, men derimod selvmord. Det havde jeg overhovedet ikke tænkt over, og jeg afviste hende blankt. Jeg tænkte bare, at det sikkert var en hjerneblødning. 

Senere viste en obduktionsrapport, at moderen havde ret.

Han virkede jo til at have det godt. Han passede sit arbejde, sit hus og sin have. Han sørgede for, at rammerne var på plads og give indtryk af, at alt var godt, i stedet for at sige at det var det ikke.

Rasmus Østergaard Hansen

 - Jeg er kommet frem til, at min far selvfølgelig syg, men jeg har bare ikke vidst det. Jeg tror, han har truffet en impulsiv beslutning, men det var desværre bare en af dem, man ikke kan fortryde, siger han.

Ekspert: Danmark mangler en plan

Sammen med resten af WHO’s medlemslande har Danmark sat et mål for at nedbringe antallet af selvmord med 10 procent inden 2020. Men de nye tal fra 2014 viser nu, at det i Danmark ikke går den rette vej, og det er ifølge Merete Nordentoft, professor i psykiatri ved Københavns Universitet og ekspert i selvmordsadfærd, problematisk.

- I de nye tal er der en lille stigning. Den er ikke kæmpestor, men den er der, og det passer virkelig dårligt, for det falder på tidspunkt, hvor alle verdens sundhedsministre har skrevet under på, at man vil arbejde på at få antallet af selvmord reduceret.

Hun kritiserer, at man i Danmark ikke har en målrettet indsats på området.

- Udviklingen understreger, at hvis antallet af selvmord skal ned, så skal der udvikles en plan for det. Det nytter ikke, at man bare krydser fingre og tænker, at det sker af sig selv. Intet tyder på, at det går den anden vej. Antallet af selvmord bliver ved med at ligge på det samme niveau, siger Merete Nordentoft.

Ville give alt for at se sin far igen

Rasmus Østergaard Hansen flyttede i 2011 i en periode hjem til sin far og lillebror i Vildbjerg, efter han havde gjort tjeneste i Afghanistan. En tid han i dag ser tilbage på med glæde.

- Jeg er bare glad for alt det, man har haft sammen, samtidig med at jeg ville give alt for, at kunne dele nogle flere oplevelser med min far, og min far kunne opleve noget af alt det, der er sket for mig siden. Efter jeg flyttede til Aarhus, skrev min far ofte, om jeg ikke kom hjem til aftensmad, men det var jeg ikke altid god til at få gjort. Nu ville jeg give mit højre ben for at få lov til at spise stegt flæsk med min far bare en gang til.  

Rasmus Østergaard Hansens far begik selvmord i en alder 58 år. Familien vidste godt, at faderen var syg med en depression, men Rasmus Østergaard Hansen vidste ikke, hvor slemt det stod til.

-  Jeg tænkte ikke ret meget over det. Han virkede jo til at have det godt. Han passede sit arbejde, sit hus og sin have. Han sørgede for, at rammerne var på plads og give indtryk af, at alt var godt, i stedet for at sige at det var det ikke.

Læs flere beretninger om, hvordan det er at miste en person til selvmord i grafikken herunder.

Efterladte til mænd, der har begået selvmord

Søster

Søster

Merete Kongsfelt, 40 år. Mistede sin lillebror i 2014, da broderen var 27 år.

Min lillebror var meget udadvendt, havde en kæmpestor omgangskreds og brugte meget tid på at være FDF-spejder. Han havde altid gang i alt muligt og havde altid travlt. Men der var også tidspunkter, hvor han trak sig fra alt fællesskab og forsvandt fra omverdenen. I de perioder var der ingen, der kunne få fat på ham.

Han sov ikke altid hjemme, men hos vores mor eller i nogle af FDF-spejdernes lokaler. På et tidspunkt fortalte han mig, at han ikke kunne overskue sin lejlighed længere og gerne ville sælge den. Da jeg tilbød at hjælpe ham med at få sat den til salg, afviste han mig og sagde, at han gerne ville klare det selv. Herefter var der en lang periode, hvor vi ikke havde kontakt. Lejligheden blev aldrig sat til salg. Jeg holdt øje med ham på Facebook, hvor jeg kunne se, at han fortsat var social, fordi han blev tagget i flere opslag. Jeg var næsten 12 år ældre end ham, så jeg ved godt, at jeg gav ham en følelse af, at jeg var for meget mor for ham.

Vores far døde for 20 år siden, da min lillebror var ni år. Det var stort chok for os begge, da han døde meget pludseligt på grund af et dårligt hjerte. Han var vores anker. Det var et kæmpe savn for min lillebror, der aldrig fik nogen hjælp.

I seks år havde min lillebror arbejde som pædagogmedhjælper på et fritidshjem, hvor børnene var meget glade for ham, og han var meget glad for både sit arbejde og for børnene. Men i sommeren 2014 sagde han jobbet op for at begynde på en HF-uddannelse. Min familie og jeg så en del mere til ham, efter han startede på sin uddannelse. Han sagde, at han var glad for skolen, og han var også i rigtig godt humør.

Jeg så ham sidste gang 4. oktober 2014, hvor han var på besøg hjemme hos min familie og mig. Det var lige op til efterårsferien. Flere gange i ferien forsøgte jeg at få fat i ham, men det lykkedes aldrig. Tirsdag 21. oktober begik han selvmord.

Det, jeg oplevede ved at miste til selvmord, var, at jeg følte mig fuldstændig alene. Det var som at lande på en fremmed planet. Det var et tabubelagt emne, og ingen omkring mig vidste, hvad de skulle sige til mig. Jeg brugte Facebook meget til at skrive statusopdateringer omkring min bror og hans død. Det var et råb om hjælp, og jeg havde brug for, at folk spurgte, hvordan jeg havde det.

Siden hans død har det været hans fødselsdag to gange. Begge gange inviterede vi venner og familie ud på kirkegården for at mindes ham. Hjemme hos min familie er han på ingen måde et tabu. Min mand, mine børn og jeg taler om ham i samme omfang som før. Vi taler ikke så meget om selvmordet, men om de minder vi har om ham, og om at vi savner ham.

Foto: Merete

Datter

Datter

Sally Bo Lodberg, 27 år. Mistede sin far i 2009, da faderen var 53 år.

Min mor ringede til mig en morgen, hvor hun lige havde læst en farvelmail fra min far. Hun var på vej ud til ham, og jeg sagde med det samme, at jeg ville med. Jeg fandt ham i kælderen, hvor han havde begået selvmord.

Jeg ringede efter en ambulance og politiet, og da de kom frem, bad de os om at forlade huset. Min mor, der var meget påvirket af situationen, fik noget beroligende medicin, mens jeg kørte ud for at hente min lillebror på hans skole.

Mine forældre boede ikke sammen på det tidspunkt. Min far havde et problem med alkohol. I begyndelsen troede vi bare, at hans røde øjne og træthed skyldtes høfeber, men min mor fandt snart ud af, at han var begyndt at drikke.

Min mor endte med at flytte fra ham i håbet om, at det kunne få ham til at stoppe med at drikke.

Jeg havde mange samtaler med min far. Både om mine, men også om hans problemer. Jeg besøgte ham ofte, og aftenen inden hans selvmord havde jeg skrevet sms-beskeder med ham, hvor han skrev, at han var ked af det. Vi aftalte, at vi skulle tale sammen næste dag.

Både min mor og jeg ville gerne have psykologhjælp, men i øjeblikket kunne vi også godt have brugt noget krisehjælp. Efterfølgende har min mor haft stor gavn af en sorggruppe, men selvom det er ved at være længe siden, kan hun endnu ikke se billeder af ham.

Vi snakker stadig en del om ham, fordi der er et stort hul. Især i højtiderne mærker jeg virkelig, at han mangler.

Jeg har det svært med, at han ikke er her mere, men jeg kan godt forstå, at han ikke kunne se nogen anden udvej, når han ikke fik nogen hjælp. Jeg er ikke sur på ham. Jeg savner ham bare.

Foto: Sally

Datter

Datter

Caroline Skjødt Mark Christensen, 26 år. Mistede sin far i 2011, da faderen var 46 år gammel.

Den mandag, det skete, kører stadig som en film inde i mit hoved. Jeg var i skole, da min faster ringede. Det var mandag 4. april 2011. Faktisk en dejlig mandag, hvor solen skinnede. Da hun ringede for anden gang, tænkte jeg, om hun mon ville sige noget om min far. Min faster spurgte, om jeg havde en nøgle til min fars hus, og vi aftalte at mødes derude.

Min faster fik nøglen og gik ind huset, hvor hun fandt min far død. Jeg ville ikke med ind, men stod uden for og ventede. Mit liv stoppede, da hun kom ud og fortalte mig, at min far var død. Samtidig fortsatte alle andre omkring mig deres dagligdag. Selvmord var jo bare noget, man oplevede på film, men sådan var det ikke for mig længere.

Min far havde gennem hele min barndom haft et alkoholproblem, og da han blev ældre fik han også en depression. Til sidst kunne han ikke passe sit arbejde, fordi han var så ked af det.

Jeg ville virkelig gerne hjælpe ham, men jeg kunne bare ikke gøre det alene. Hvis man skal have hjælp, så skal man også ville hjælpes, men han nåede bare ikke at erkende tidligt nok, hvad han havde brug for.

Efter hans død havde jeg en skyldfølelse, men jeg ved, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.

Selvfølgelig ville jeg allerhelst have, at min far var her, men til sidst havde han det rigtig hårdt. Efterfølgende har jeg tænkt, at da han tog sit valg, må han have tænkt han på os, fordi han mente, at han skabte for mange problemer for os. Jeg er ked af, at han ikke længere er en del af mit liv. Jeg ville ønske, at han havde set min datter.

Foto: Caroline

Datter

Datter

Diana Lund, 25 år. Mistede sin far i 2008, da faderen var 44 år.

Min far har aldrig været en, der snakkede om følelser. I julen 2006 blev han første gang indlagt på grund af en depression. Jeg var 15 år og tænkte bare, at han skulle blive glad igen, og jeg havde ingen ide om, hvilke konsekvenser en depression kunne have.

Hele familien forsøgte at hjælpe ham, men han ville ikke tage imod hjælpen. Min far har altid været glad for øl, men da han fik en depression steg hans alkoholforbrug. Min mor valgte at gå fra ham, fordi hun håbede, at det ville få ham til at ændre mening omkring det at modtage hjælp. Når han havde drukket, kunne han finde på at ringe til min mor og true med at begå selvmord. Jeg tog også selv afstand fra ham flere gange.

Han tog vores afstandstagen som et hårdt afslag i stedet for at se det som vores nødråb til, at han skulle få noget hjælp.

Jeg sad hjemme hos min mor og forberedte mig til eksamen, da min mor kom hjem sammen med min fars bror. De fortalte mig, at min far havde taget sit eget liv. Jeg kan ikke huske så meget. Men jeg kan huske, at jeg skreg, råbte og forsøgte at komme væk.

Længe tænkte jeg, hvorfor han ikke bare fik en anden sygdom, som han døde af. Det var svært at acceptere, at han selv havde valgt at dø. Jeg følte mig forladt, fordi jeg tænkte, at han ikke følte, at mine søskende og jeg var værd for at blive for. Men med tiden kunne jeg se, at han havde været så syg, og selvmordet var han eneste udvej.

Det sværeste var, at jeg havde så mange forskellige følelser. Jeg var både vred på ham, samtidig med at jeg var ked af det og savnede ham. Jeg tænkte også rigtig meget over, om der var noget, jeg kunne have gjort anderledes.

Jeg kom dog dertil, hvor selvmordet ikke længere var det, der var i fokus, men at han var en person, der manglede i mit liv. Og nu tænker jeg på den far, han var, inden han blev syg.

Foto: Diana

Datter

Datter

Cindy Farsø, 33 år. Mistede sin far i 2012, da faderen var 64 år.

Han var sådan en far, som aldrig gjorde nogen noget ondt. Jeg mindes aldrig, at han nogensinde har råbt af os. Det eneste, han ønskede, var et godt familieliv, og at alle var glade. Jeg var hans lille pige, og han var mit store forbillede. Men da han blev ældre, blev han syg og fik depressionsmedicin. Ofte havde han en tendens til at synes, at han faktisk var glad og havde det fint, men han havde nogle udsving, som var mærkbare og synlige for andre.

Da jeg var gravid med mit andet barn ændrede han adfærd, trak sig tilbage og havde svært ved at omgås andre mennesker. Han forsøgte at begå selvmord to gange, hvorefter mine søskende og jeg var meget opmærksomme på ham. Vi vidste godt, at der var en mulighed for, at det kunne ske igen, men med tiden fik vi en følelse af, at det begyndte at gå bedre.

Jeg kan stadig mærke hans skægstubbe på min kind fra sidste gang, jeg gav ham et knus. Det var 18. april 2012, hvor han var på besøg hos mig og min familie. Han brugte lang tid på at kramme alle, inden han gik. Om natten vågnede jeg ved, at det hamrede på døren. Min mand troede, at det var indbrudstyve og råbte ud af vinduet, men kunne så se en patruljevogn. Jeg gik ned ad trappen, åbnede døren og så to betjente.

På det tidspunkt vidste jeg godt, at der var sket noget forfærdeligt, men da de fortalte mig, at min far havde begået selvmord, brød min verden sammen.

Efter to dage erkendte jeg, at jeg ikke kunne fungere, hvis jeg ikke fik noget hjælp. Jeg følte mig magtesløs, lille og helt alene. Jeg gik til psykolog i omkring et år. Min familie og mine veninder gjorde, at det var muligt at komme igennem hverdagen. Min søn var helt lille, da det skete, og i dag kan jeg se billeder af episoder fra dengang, som jeg ikke kan huske, fordi min fars selvmord overskyggede alt.

Savnet alene var ikke det værste, men også det urimelige i, at han ønskede at ende sit liv på den måde, at han følte sig så ensom. Man ønskede jo, at man kunne gøre noget anderledes. Selvom vi følte, at vi gjorde alt, hvad vi overhovedet kunne.

Jeg lænede mig meget op af andre, der havde oplevet det samme – det frygtelige selskab, man pludselig blev en del af. Der går ikke en dag, uden jeg tænker på ham, og på hvor meget jeg ville ønske, at han stadig var lige her. Der var en veninde, der spurgte mig, om det var noget andet, hvis han for eksempel var død af kræft. Det var svært at svare på, men det forfærdelige ved hans selvmord var jo den ensomhed, han må have følt, og de tanker han havde gjort sig. 

Foto: Cindy

Ekskone

Ekskone

Tina Ringsmose, 34 år. Mistede sin eksmand i 2010, da eksmanden var 28 år.

Brian og jeg mødte hinanden, da vi var meget unge. Han var 17 år, og jeg blev 18 år i 1998, da vi fandt sammen. Vi flyttede kort tid efter sammen og blev gift i 2003. I 2006 blev vi forældre til vores datter. Vi havde det godt sammen, var hinandens bedste venner, og vi elskede hinanden. I starten af januar 2008 ringede jeg til ham på hans og arbejde og fortalte, at jeg var gravid. Senere på måneden kom han hjem med den pludselige meddelelse om, at han ikke længere elskede mig, og han syntes, vi skulle gå fra hinanden.

Jeg forsøgte selvfølgelig at overtale ham til, at vi skulle blive sammen, men jeg endte med at flytte hjem til min søster. Brian, der nu blev min eksmand, var meget ude og sejle, fordi han arbejdede i søværnet, og derfor boede vi på skift i vores fælles hus med vores datter.

Omkring april overtalte Brian mig til at give vores ægteskab en chance til. Både for vores egen, vores datter og vores kommende barns skyld. I maj besluttede vi at flytte sammen igen.

I august fødte jeg vores søn, og Brian overtalte mig til at give vores ægteskab en chance til, men to måneder efter var jeg nødt til at erkende, at det ikke længere fungerede for mig. Han accepterede det, og i slutningen af 2008 mødte han en pige, han flyttede sammen med, og nogle måneder efter mødte jeg min nuværende mand.

Børnene tilbragte hver anden weekend hos deres far, som det passede ind i forhold til hans arbejde, og det gik fint, men i slutningen af 2009 begyndte Brian at opføre sig mærkeligt. Han ville blandt andet ikke længere betale til de fælles udgifter omkring huset. Jeg havde kendt ham i mange år, og jeg kunne mærke, at der var noget galt. Undskyldningen fra ham var, at han arbejdede meget. 

I begyndelsen af 2010 ringede hans mor til mig og spurgte, hvad jeg ville sige til, hvis de forsøgte at få ham indlagt. Det bakkede jeg op om. Kort tid efter blev han indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han var indtil april 2010, hvorefter han flyttede i egen lejlighed.

Omkring slutningen af august 2010 bad han om at blive trappet ud af sin medicin. Jeg var meget imod det, men hverken lægerne eller jeg kunne stille noget op.

6. oktober 2010 omkring klokken 20.15 fik jeg et opkald fra Brians fætter. Han spurgte, om jeg har set eller talt med Brian for nyligt. Jeg havde talt med ham tidligere på dagen, men kunne ikke rigtig huske om hvad. Fætteren fortalte, at Brian havde sagt til ham, at han ville tage over til vores fælles hus, og vi blev enige om, at jeg skulle køre over til huset og kigge efter ham. Uden for huset holdt Brians bil, men fordi ingen boede i huset længere, var al strøm jo afmeldt og huset var helt mørkt. Jeg lånte først en lommelygte hos naboen, inden jeg gik indenfor. I entreen fandt jeg ham død. 

Foto: Mia

Søn

Søn

Rasmus, 27 år. Mistede sin far til selvmord i 2012, da faderen var 58 år.

I starten fortalte jeg folk, at hans død skyldtes noget andet, end den gjorde. Jeg ville ikke acceptere, at min far havde taget sit eget liv. Det skammer jeg mig meget over i dag, og jeg forsøger at tale meget åbent om hans selvmord.  

Jeg kom hjem fra Afghanistan i 2011 og flyttede ind hos min far og lillebror i Vildbjerg. I dag er jeg rigtig glad for den periode, fordi vi havde så meget tid sammen. Man er bare glad for alt det, man har haft sammen, samtidig med at jeg ville give alt for at kunne dele nogle flere oplevelser med min far, og min far kunne opleve noget af alt det, der er sket for mig siden.

Efter jeg flyttede til Aarhus, skrev min far ofte, om jeg ikke kom hjem til aftensmad, men det var jeg ikke altid god til at få gjort. Nu ville jeg give mit højre ben for at få lov til at spise stegt flæsk med min far bare en gang til.

Jeg vidste godt, at min far var depressiv, men det var svært at vide, hvad det egentlig betød, og jeg tænkte ikke ret meget over det. Han virkede jo til at have det godt. Han passede sit arbejde, sit hus og sin have. Han sørgede for, at rammerne var på plads og give det indtryk af, at alt var godt i stedet for at sige, at det var det ikke. 

1. november 2012 blev min far fundet død i sit værksted. Da jeg fik opkaldet om, at han var død, havde jeg slet ikke set det komme. Jeg tænkte overhovedet ikke, at det var selvmord. Da obduktionsrapporten viste, at det var selvmord, blev jeg tvunget til at tage stilling til, at det var det. Ikke nok med, at man havde mistet en, man holdt af. Han havde selv valgt det. Og det var det, der var svært at acceptere.

Jeg kom frem til, at min far selvfølgelig var syg, men jeg vidste det bare ikke. Jeg tror, han havde truffet en impulsiv beslutning, men det var desværre bare en af dem, man ikke kunne fortryde.

Foto: Rasmus

Datter

Datter

Ulla Petersen, 41 år. Mistede sin far i 1990, da faderen var 48 år gammel.

Nogle gange ønskede jeg, at jeg kunne være vred på ham. Men det blev jeg aldrig. Jeg følte kun medlidenhed, for han var et sygt menneske. Og jeg kunne ikke være vred på et sygt menneske.

Min far begik selvmord, da han afsonede en dom for spirituskørsel. Ingen måtte vide, at han sad inde, og vi havde fået besked på at fortælle, at han var på ferie.

Det var en fredag, og jeg var lige kommet hjem fra skole, da jeg så min storesøsters bil holde parkeret i indkørslen til mine forældres hus. Hun boede ikke i samme by som os, så jeg undrede mig over, hvorfor hun pludselig var kommet på besøg. Jeg løb op ad trapperne til huset, og inden for døren blev jeg mødt af min mor og mine to storesøstre, der alle stod og så alvorlige ud.

Den efterfølgende uge kan jeg nærmest ikke huske noget fra. Heller ikke hans begravelse husker jeg. Jeg tror, det var naturens måde at skåne mig for noget ubærligt på.

Jeg så aldrig min mor græde foran os. Men jeg var sikker på, at hun gjorde det, når hun var alene.

Efter min fars selvmord blev jeg på mange punkter en lille pige igen, der allerhelst bare ville være sammen med min mor. Jeg havde et stort behov for at passe ekstra godt på hende. Jeg var 16 år, da min far døde, og jeg kunne se, hvordan mine venner omkring mig levede det ukomplicerede ungdomsliv, mens jeg pludselig havde fået nogle alvorlige problemer at slås med.

Jeg har siden min fars selvmord følt mig anderledes end andre mennesker, fordi min bagage var meget speciel. Jeg ændrede mig til at blive en alvorlig person og har været det siden.

I 2007 valgte min søster også at begå selvmord i en alder af 44 år. Jeg har svært ved at fortælle min historie, fordi folk ofte bliver meget berørt af den, når jeg fortæller, at både min far og søster har begået selvmord. Nogle gange undlader jeg at fortælle, hvordan de er døde af hensyn til andre, men i sidste ende er det også af hensyn til mig selv.

Foto: Ulla

Datter

Datter

Anne-Mette Staub, 23 år. Mistede sin far i 2013, da faderen var 61 år.

Min far fik en kortvarig depression, efter han gik på efterløn. Han kunne ikke rigtig vænne sig til at gå hjemme, og han ændrede sig meget i den periode. Flere gange opsøgte han selv lægen, men han fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor han havde det dårligt.

En dag var min mor nødt til at slæbe ham til lægen, fordi han var så forandret. Han blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, men da han få dage efter blev udskrevet, valgte han at begå selvmord 12 timer senere.

Min mor ringede sent om aftenen 14. juni 2013. Da hun fortalte mig, at min far var død, smed jeg røret på. Efterfølgende måtte jeg ringe til hende fem gange for at forstå, at det passede. Dagen efter tog jeg toget hjem til min mor og bror, men jeg var ikke rigtig sammen med dem. I stedet brugte jeg meget tid sammen med mine venner og veninder. Jeg havde ikke lyst til at forholde mig til det, der skete derhjemme. Han var den sidste mand, man kunne forestille sig ville begå selvmord. Det kom som et kæmpestort chok.

Efter hans død flyttede jeg fra Sjælland hjem til min mor i Jylland, fordi jeg ikke kunne holde ud at være alene.

Jeg var rigtig sur på min far, da han begik selvmord. Jeg følte mig svigtet, fordi han altid havde været den, jeg så op til, og han opfordrede mig altid til at springe ud i ting og tage nogle chancer. Nu har jeg ondt af ham, fordi han var syg. Det svære ved hans selvmord var, at det var hans eget valg, at han ikke ville være hos os mere.

Min vrede ændrede sig til et savn. Det ærgrer mig hele tiden, at han ikke kan se, hvor langt jeg er kommet med mit liv.

Han vil altid mangle omkring bordet, når min familie er samlet. Det er det værste. Vi ved alle, at han burde være der, men der er ikke rigtig nogen, der siger noget.

Foto: Anne-Mette

Hustru

Hustru

Inge Toftebjerg, 60 år. Mistede sin mand i 1989, da manden var 38 år.

Vi havde fået tre drenge sammen. De var 6, 8 og 14 år, da han døde. Jeg valgte at være fuldstændig ærlig over for mine børn omkring hans død, selvom flere anbefalede, at jeg ikke fortalte dem, at det var på grund af selvmord. Men jeg ville ikke have, at de oplevede, at deres mor løj.

Vi brugte meget tid på at snakke om livet sammen med deres far, og vi brugte meget tid på at mindes ham.

Min mand havde forsøgt at begå selvmord fire år tidligere, hvor han bagefter blev indlagt på psykiatrisk afdeling og blev sygemeldt. Men da han blev udskrevet havde han det tilsyneladende godt, og jeg bildte mig selv ind, at jeg kunne se, hvis der var nogle tegn på, at han havde det dårligt. Men der var ingen tegn.

Jeg havde hørt ham nævne selvmord som en løsning flere gange i vores ægteskab.

Han skulle til et møde en aften, men da jeg spurgte ham, hvornår han var hjemme, ville han ikke se mig i øjnene og sagde, at jeg ikke skulle vente oppe, som jeg plejede at gøre. Næste morgen vågnede jeg klokken fem og fandt ud af, at han aldrig var kommet hjem. En morgenløber havde fundet ham død. Politiet fortalte os, at han havde begået selvmord.

Vi boede i en lille by, hvor alle kendte alle. Nogle sladrede om selvmordet, men de, der kendte mig, trøstede mig og støttede op om mig. Skolen gjorde et stort forsøg for at hjælpe børnene, som reagerede meget forskelligt.

Der har været så mange tidspunkter, hvor han burde have været der, og der er så mange oplevelser, han skulle have haft sammen med vores familie. Nu kommer der jo børnebørn til, og jeg tænker meget på, hvordan det ville være, hvis han havde mødt dem.

Foto: Inge

Datter

Datter

Sofie-Amalie Løve, 28. Mistede sin far i 2014, da faderen var 57 år.

Min far var aldrig ved lægen, og han talte aldrig åbent om sine følelser. Derfor kom det som et sindssygt chok, da han tog sit eget liv. Alt omkring ham var helt almindeligt. Han havde et godt job, en stor familie, hus, sommerhus, bil og campingvogn. Rammerne var i orden.

Han var meget lys omkring fremtiden. Han havde tre børn, han havde børnebørn og en kone. Det gav ingen mening, at han ikke ville være her. Det var og er så svært at forstå, at han ikke ville være en del af det liv, vi havde sammen.

Min far var en meget stille mand, men han var også enorm viljestærk. Og når han satte sig noget for, så blev det sådan. Og da han havde sat sig for, at han ikke ville leve mere, blev det sådan.

Jeg tror, at han følte, at han kunne give slip. Børnene var fløjet fra reden, og der var styr på tingene.

Min mor kom hjem til mig og fortalte, at min far var død. Hun sagde, at han havde gjort det selv, men det kunne jeg ikke forstå. Vi satte os ned og brød begge helt sammen, mens vi holdt om hinanden.

De efterfølgende dage er meget slørede for mig. Jeg kan ikke skelne dagene fra hinanden. Jeg ringede rundt til mine veninder og fortalte, at min far var død, uden jeg egentlig selv forstod det. Det var uvirkeligt.

Den dag, vi satte urnen i jorden, indså jeg, at min far ikke var her ikke længere.

Jeg havde og har stadig mange modsatrettede følelser. Jeg syntes, at det var rigtig synd for ham og havde medlidenhed med ham. Efterfølgende kom der nogen tanker om, hvorvidt vi kunne have gjort mere for ham, kunne vi have reddet ham eller stoppet ham.

Derefter blev jeg vred, for der har været så mange gange, hvor jeg havde brug for ham, og tidspunkter hvor han burde være der.

Det var først et år efter, at jeg begyndte at forstå, at jeg ikke længere kunne ringe til min far.

Jeg tror, at han havde en forestilling om, at han kunne forsvinde, uden nogen bemærkede det. Men det kunne han ikke. Vi boede i en lille by, hvor han havde gjort indtryk på mange. Han var vellidt og dygtig til sit arbejde.

Siden min fars selvmord har jeg sagt flere gange, at folk ikke skulle være bange for at spørge ind til det, fordi de var bange for at gøre mig ked af det. For jeg var allerede ked af det, men det hjalp at snakke om det.

Foto: Sofie-Amalie

Søster

Søster

Annica Fjordhøj, 34 år. Mistede sin lillebror i 2015, da broderen var 32 år.

Dagen forinden min lillebrors død havde han ved en familiefødselsdag fortalt os alle, at han skulle være far for anden gang. Til vores far havde sagt, at han var overbevist om, at hans kone ventede en lille pige. De havde i forvejen en søn sammen.

Næste dag var jeg på vej ud af døren, fordi jeg skulle på arbejde, da min anden lillebror ringede og fortalte, at vores bror var død. Jeg hørte ikke mere, men begyndte bare at græde og skrige, så min mand var nødt til at overtage telefonen. Hvor længe, jeg skreg, ved jeg ikke, men det føltes som en evighed. Jeg følte, at mit hjerte var blevet revet ud. Jeg var overbevist om, at det ikke var ham, men at nogen havde taget fejl.

Min lillebror var syg og havde en depression, men han ville ikke have hjælp, selvom vi havde opfordret ham til at få det flere gange. Han havde altid været meget fascineret af døden og havde haft flere selvmordsforsøg, men der var ingen af os, der troede, at han var så langt ud længere. Det virkede til, at han havde det meget bedre, men det var bare en facade.

Nogle dage kan jeg være virkelig sur på ham, andre dage savner jeg ham helt vildt. Det skifter meget, men jeg synes jo, at det var egoistisk af ham, men jeg ved godt, at han havde det svært. Det gør ondt, at han selv valgte at forlade os alle sammen, at det var et valg, han selv tog.

Lige nu tager jeg en dag ad gangen, for hans død fylder stadig meget hos mig. På et tidspunkt håber jeg, at det bliver nemmere at leve med hans valg, så jeg kan tænke på de gode minder, vi har haft sammen.

Jeg har været nødt til at være åben omkring, at min lillebror døde efter selvmord. Jeg har hele tiden fortalt sandheden, og jeg har ikke haft lyst til at pakke det ind, for jeg håber på, at det kan forhindre andre i at tage samme valg.

Min lillebror var vinterbader, og nu er jeg også selv begyndt. Jeg føler, at han er med mig, når jeg er på vej ned til vandet, så der mindes jeg ham.

Foto: Privatfoto