Samfund

Flypendlere hurtigere gennem check-in

Flere medarbejdere og nye adgangskort skal gøre ventetiden kortere for pendlere.

I marts måned sidste år lukkede Københavns Lufthavn for deres indenrigsterminal.

Det skabte stor utilfredshed for de mennesker, der regelmæssigt rejser frem tilbage til andre lufthavne som Aalborg, Karup og Billund.

Nu tager lufthavnen nye skridt for at gøre hverdagen lettere for netop den gruppe.

Maks 15 minutters ventetid

Fremover kan pendlerene som hovedregel forvente mindre end fem minutter og maksimalt 15 minutter i sikkerhedskontrollen i en mindre del af tilfældene.

Det lover administrerende direktør for lufthavnen, Thomas Woldbye.

- Vi skulle gerne undgå kø. Når den så er der, giver vi pendlerne den forudsigelighed, som de har efterspurgt, siger han til DR Nordjylland.

20 ekstra mand

Det er blandt andet ekstra 20 mand i sikkerhedskontrollen og et digitalt pendlerkort, der skal gøre det hurtigere og nemmere for pendlerne at komme igennem lufthavnen.

- Det er en af de vigtige ting. Det giver pendlerne en meget stor fordel i og med, at man kan komme uden om den kø, der kan opstå inden security-området.

Københavns Lufthavn har løbende arbejdet på at forbedre rejseoplevelsen ved at sikre, at flyene til andre danske destinationer afgår fra de samme gates hver gang.