Efterlyser fokus på radikaliserede piger: Familier famler i blinde

Der er for lidt fokus på radikalisering af unge piger, og mange forældre mangler hjælp, når deres barn ændrer adfærd, mener rådgivningsnetværk.

En 15-årig pige blev torsdag varetægtsfængslet i isolation, efter hun ifølge TV 2s oplysninger er blevet anholdt for besiddelse af sprængstoffer og billigelse af terror. Der er ifølge TV 2s oplysninger tale om en etnisk dansk pige, der er konverteret til islam.

Men mens der i flere år har været initiativer på gadeplansniveau for unge, muslimske mænd, så har de unge kvinder været overset, lyder det fra Khaterah Parwani fra netværket Exitcirklen, der rådgiver unge piger.

Ifølge hende mangler der både fokus på årsagerne til, at piger bliver radikaliserede, ligesom der mangler kvindelige mentorer, som den unge pige kan kommunikere med og identificere sig med.

- Det er rigtig vigtigt, at vi bruger den her spejlingseffekt, ligesom vi gør med unge mænd, der havner i radikaliserede miljøer. Der bruger vi også mentorprojekter og mæglingsprojekter. Det er præcis de samme tiltag, vi også skal have for unge piger, siger Khaterah Parwani, næstformand i ExitCirklen.

Radikaliseres på nettet

Den 15-årige pige fra Kundby ved Holbæk blev anholdt onsdag eftermiddag omkring klokken 14.30 .

Inden da havde politiet sammen med hærens ammunitionsryddere dagen igennem arbejdet omkring pigens hjem, hvor hun bor sammen med sin mor.

Som TV 2 tidligere har kunnet fortælle, udviste den 15-årige tegn på radikalisering på nettet og de sociale medier. Og det er netop her, at mange unge kvinder bliver radikaliseret, forklarer Khaterah Parwani.

- Det sker ofte ved, at det er relationsbetinget. De møder en ung mand, forelsker sig i ham og gør simpelthen hvad som helst for at møde hans anerkendelse. Det er det samme, som med unge piger, der forelsker sig i bandekriminelle, hvor vi andre ikke kan forstå, hvorfor hun bliver så tiltrukket af denne mand og er villig til at gå så langt for ham, fortæller hun.

Familier famler i blinde

På baggrund af sine erfaringer er Khaterah Parwani derfor ikke overrasket over pigens unge alder. Ifølge hende, er der ofte tale om en identitetskrise, når pigerne er sårbare over for radikalisering.

- Der er mange af de unge kvinder, der falder tilbage på fastlåste mønstre i forhold til familieliv, kønsroller og så videre, og jeg tror, at de søger den vej, fordi det er en mere firkantet og simpel verden, siger Khaterah Parwani.

Tidligere er Karolina Dam stået frem og har efterlyst hjælp for forældre til radikaliserede unge. Hendes 18-årige søn Lukas Dam blev sidste år dræbt i Syrien efter at være konverteret til islam og have tilsluttet sig terrorgruppen Islamisk Stat.

Men det er ikke kun de etnisk danske familier, der famler i blinde. Både muslimske og ikke-muslimske familier har brug for hjælp.

- Jeg synes, der mangler nogle gadetiltag. Nogle tiltag, hvor forældrene rent faktisk kan række hånden ud til nogle mennesker, der er rigtig kompetente i forhold til mægling og til at hjælpe med at gå i dialog med barnet, hvis deres barn er på afveje, siger Khaterah Parwani.

I den aktuelle sag fra Kundby er den 15-årige pige blevet varetægtsfængslet frem til den 26. februar. Ifølge TV 2s oplysninger er pigen konkret sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 192 a, stk. 2, der tilsiger, at den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, straffes med et til seks års fængsel.