Samfund

Også Haderslev og Sønderborg er udfordret af nye flygtninge i nattelivet

Det er ikke kun i Thisted, at piger i byens natteliv føler sig chikaneret af de nye flygtninge, der også er en del af bylivet.

Flere byer i Sønderjylland melder nu også om problemer med at tackle nyankomne flygtninge i nattelivet. Diskoteker i både Sønderborg og Haderslev melder om præcis samme udfordringer som dem, kollegerne i Thisteds byliv oplever hver weekend, hvor asylansøgere har svært ved at respektere, når pigerne på barer og diskoteker siger ‘nej'.

- Vi må konstatere, at en stor del af de mandlige gæster, der er kommet fra det lokale asylcenter, har meget svært ved at respektere det andet køn. I mine øjne er det en krænkelse, hvis en eller flere mænd fortsætter med at røre ved en ung pige efter at hun har sagt stop, forklarer Glenn Hollender fra Den Flyvende Hollænder i Sønderborg til TV SYD

Tre diskoteker i byen har indført krav om, at alle gæster skal tale enten dansk, engelsk eller tysk for at få adgang - af den årsag, at diskotekerne af sikkerhedsmæssige grunde vil kunne tale og kommunikere med de gæster, de lukker ind.

- Det er klart, at hvis vi beder en af vores mandlige gæster om at stoppe med hive i en pige, så skal de kunne forstå, hvad vi mener. Der var simpelthen for mange eksempler på, at de ignorerede de henstillinger, som vi kom med om at lade de kvindelige gæster i fred, siger Glenn Hollender.

Kender ikke normerne

Også i Haderslev, hvor de første syriske flygtninge kom til byen i 2014, oplever man, at mandlige asylansøgere ikke kender normerne i nattelivet.

- Mange af de flygtninge og asylansøgerne, der hver weekend færdes i nattelivet kender ikke spillereglerne. Ser de en pige, så går de helt amok. De kan simpelthen ikke håndtere det. De forsøger at hive fat i pigernes tøj eller at gramse, forklarer Rafi Ibrahim, der selv har syrisk baggrund, men har boet i Danmark i en årrække.

Ifølge Rafi Ibrahim er en del af de mænd, der stadig kommer til landet, ikke er klar til mødet med det danske natteliv. Han siger, at  deres kvindesyn ofte er markant anderledes, end hvad vi kender i Danmark.

- I Syrien og mange andre lande er det ikke normalt, at en fremmed kvinde smiler til dig. De piger, som bliver krænket, behøver ikke at være letpåklædte eller fulde. Nogle gange er det nok blot at være pige, forklarer Rafi Ibrahim til TV SYD.