Samfund

Benneweis-direktør om lukning: Vi må se realiteterne i øjnene

Der skal en ny bæredygtig strategi til, før Benneweis kan køre videre, fortæller cirkus-direktøren.

- Der er kommet meget større administrative omkostninger end tidligere, når man skal søge om at sætte et cirkustelt op, og vi kan heller ikke få de samme pladser som tidligere. Så vi bliver presset længere og længere ud af byerne.

Sådan siger direktør Dawid Benneweis til TV 2 om årsagen til, at det traditionsrige cirkus, der har eksisteret i 128 år, har valgt at tage en timeout og lukke ned i hele 2016.

- Det handler om at se realiteterne i øjnene og handle på det, lyder det desuden.

Dawid Benneweis og søsteren Nadia vil nu bruge 2016 på at nytænke og udvikle et koncept, der hænger bedre sammen, så Cirkus Benneweis forhåbentligt kan vende stærkt tilbage og fortsætte med at underholde deres publikum i fremtiden.

- En ny strategi er helt afgørende. Også fordi der er nye former for underholdning, der presser cirkusset mere end tidligere, erkender direktøren.

Hør hele interviewet med Dawid Benneweis i klippet over artiklen.

Kulturhistorisk tab
At Cirkus Benneweis har valgt at lukke i 2016 kan ’give mere luft til de andre i branchen’.

Det er den ’kyniske’ konsekvens af lukningen, siger Mikkel Knudsen, som er daglig leder af Cirkusmuseet. 

Men han ærgrer sig over den varslede lukning.

- Benneweis er unikt. Ikke kun i Danmark, men i hele verden, så det er et kulturhistorisk tab, at de lukker, selvom det forhåbentligt kun er ét år, siger han.

Hør interviewet med Mikkel Knudsen herunder.