Samfund

Udvist superstudent har nu forladt Danmark: "Det piner mig"

Trods protester til det sidste er Marius Youbi nu udvist og på vej hjem til Cameroun.

Den meget omtalte ”superstudent” fra Cameroun, Marius Youbi, har torsdag forladt Danmark, efter der til det sidste har været heftig debat om hans udvisning.

- Det piner mig, at tænke på alt det der er sket, og at politikerne ikke har reageret, som jeg havde håbet, sagde Marius Youbi torsdag morgen til TV Midtvest i Billund Lufthavn før afgang.

Marius Youbi blev udvist af Danmark, fordi han har arbejdet mere end reglerne tillader ved siden af sine studier. Ifølge reglerne må udenlandske studerende kun arbejde 15 timer om ugen.

Den regel havde den 30-årige ingeniørstuderende misforstået, hvilket kostede ham ikke alene en bøde, men også en udvisning.

Demonstration og underskrifter

Udvisningen har affødt stærke reaktioner, ikke mindst på hans hjemegn i Herning. Her samlede en demonstration til støtte for Marius Youbi tirsdag flere hundrede mennesker, blandt dem Socialdemokraternes næstformand Mogens Jensen.

Og i dag afleverede aktivister de seneste 18.000 protestunderskrifter til støtte for Marius Youbi i integrationsminister Inger Støjbergs ministerium.

- Ingen er uenige i, at der skal være en begrænsning for, hvor meget man kan arbejde ved siden af sit studium. Selvfølgelig skal man være studieaktiv, når man får ophold i Danmark. Men reglerne, som de virker i dag, lader jo til at straffe de forkerte, og det skal der kigges på, sagde næstformand i SF, Signe Munck, da hun afleverede underskrifterne til Inger Støjberg.

Der skal ses på reglerne

Protesterne har ikke haft nogen effekt i den aktuelle sag, men Integrationsministeriet lover, at reglerne for udenlandske studerendes ophold i Danmark vil blive revideret:

- Vi kommer til at kigge på reglerne til efteråret, men der skal være en grænse for, hvor meget man må arbejde ved siden af sine studier, når man er her som udenlandsk studerende, siger integrationsminister Inger Støjberg.

Hun hverken kan eller vil kommentere på den aktuelle sag, fordi den nu ligger til vurdering i det uafhængige Udlændingenævn.

Marius vil tilbage

Marius Youbi lander senere i dag i hjemlandet Cameroun, og så vil han omgående søge om en ny opholdstilladelse i Danmark:

 - Jeg vil gøre alt for at komme tilbage. Men det kan tage helt op til tre måneder at få en ny opholdstilladelse behandlet, og det synes jeg selvfølgelig er rigtig lang tid, siger han til TV Midtvest.