Skifter grænsekontrol ud med 1. klasse: I BMW over Øresund

Københavnsk virksomhed tager kampen op mod grænsekontrol, der forsinker de svenske medarbejdere. De får luksusbiler stillet til rådighed.

Den københavnske virksomhed Ageras har taget konsekvensen af, at grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige vil øge pendlertiden for virksomhedens svenske medarbejdere.

Virksomheden har leaset tre BMW’er og stillet dem til rådighed for svenskerne, så de slipper for forsinkelser og kontrol på toget.

- Vi har 15-20 medarbejdere, der tager over Øresundsbroen. Ikke alle tager turen hver dag, så normalt vil de kunne være i tre BMW’er. Ellers har vi en direktør, der bor i Kastrup, der kører over og henter de sidste, fortæller administrerende direktør i Ageras, Rico Andersen.

Østerbrovirksomheden formidler kontakt mellem revisorer, advokater og kunder i Danmark, Sverige, Norge og Holland.

Ventetiden blev for meget

- Mandag var vores svenske medarbejdere noget nervøse for, hvad grænsekontrollen ville betyde for deres pendlertid. Så vi aftalte, at de alle sammen skulle tage tid på rejsetiden, når de tog hjem mandag aften. De kom tilbage og meldte om forsinkelser mellem 20 minutter og en time, og sagde, at det kunne de ikke holde til i længden. Så ville de begynde og kigge sig om efter et andet arbejde.

- Vi er helt vildt afhængige af vores svenske medarbejdere, vi dækker det svenske marked her fra kontoret på Østerbro, så vi måtte jo gøre noget. Det blev så tre nye firmabiler, som de svenske medarbejdere skiftes til at køre og samle de andre op i.

- Vi satser på, at der er en vis signalværdi i at komme kørende i en spritny BMW, så kan ikke så tit bliver vinket ind til kontrol, siger Rico Andersen.

Koster en halv million om året

Ideen vil koste virksomheden omkring en halv million kroner om året i billeasing, benzin, broafgift og så videre.

- Det er penge, der bliver taget direkte fra virksomhedens bundlinje. Men på den anden side ville der også være store omkostninger, hvis vi blev tvunget til at oprette en afdeling i Sverige, siger Rico Andersen, der regner med at BMW’erne er kommet for at blive:

- Jeg forventer, at bilerne bliver. Min erfaring er, at har man først givet en lønforhøjelse, så er den svær at trække tilbage. Medarbejderne vil ikke begynde at tage toget igen. Men det er så også en måde at gøre opmærksom på sig selv og tiltrække gode medarbejdere fra Sverige, siger han.