Samfund

En rygers bøn til Kræftens Bekæmpelse: Stop, I gør mig til et andenrangs-menneske

Kræftens Bekæmpelse ønsker flere regler for rygere. Nej, lyder det kritisk fra en ryger, der føler sig "denormaliseret".

Mens Kræftens Bekæmpelse drømmer om en fremtid, hvor færre danskere ryger, så har andre fået nok. Nok af antirøg-kampagner og løftede pegefingre.

- Selvfølgelig er rygning ikke sundt, men det er en fantastisk ting. Vi har røget i 8000 år, og vi kommer ikke til at stoppe, siger Klaus Kjellerup, der er musiker og sangskriver i gruppen Danser med Drenge, til TV 2.

Som ryger er han træt af, at staten og Kræftens Bekæmpelse skal blande sig.

- Det er folks eget liv. Det er meget irriterende at have Kræftens Bekæmpelse i nakken. Det er meget enerverende. Hold op og beskæftig jer med noget andet, lyder bønnen fra Klaus Kjellerup til Kræftens Bekæmpelse.

- Man bliver denormaliseret

17 procent af den danske befolkning ryger dagligt, viser en ny måling om danskernes rygevaner som Gallup har foretaget for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.

Og Kræftens Bekæmpelse er med deres ”syge idéer” med til at ”denormalisere” de mange rygere i Danmark, lyder det fra Klaus Kjellerup.

- Man bliver gjort til et andenrangsmenneske, siger han.

For svært at holde op med at ryge

Hos Kræftens Bekæmpelse har man ikke i sinde at stoppe arbejdet mod en røgfri fremtid. Her fastholder man, at kampagner, love og regler er altafgørende, når man skal få færre til at ryge.

- Jeg kan love, at vi ikke holder op. Når vi ved at rygning er den største enkeltstående grund til kræft, er vi nødt til at arbejde meget mere intensivt med rygning, siger Mette Lolk Hanak, afdelingschef for Forebyggelse og Oplysning hos Kræftens Bekæmpelse, til TV 2 og uddyber:

- Det er for svært at holde op med at ryge og for let at begynde.

Se debatten mellem Mette Lolk Hanak og Klaus Kjellerup øverst.

Væk fra disken

Ifølge Kræftens Bekæmpelse ønsker 62 procent af alle rygere at kvitte smøgerne. Derfor efterlyser de større politisk fokus og skrappere virkemidler, der skal gøre det nemmere for rygere at blive ikke-rygere.

- Det handler om pris, mindre synlighed og markedsføring. Nu kan man ikke komme ned i et supermarked, uden at få klasket cigaretter i hovedet, siger Mette Lolk Hanak.

Hun vil have cigaretterne gemt under disken, så ”unge ikke bliver udsat for pres” fra kommercielle virksomheder.

Drop antiryge-arbejdet

Klaus Kjellerup giver dog ikke meget for Mette Lolk Hanaks argumenter. Hvis rygerne ville stoppe, så ”stoppede de jo nok”. Han fastholder, at kampagerne ikke virker.

- Det er elendigt, og jeg synes, at I skal holde op. Giv op, siger han.

Klaus Kjellerup stiller spørgsmål til, om rygning overhovedet giver kræft.