Samfund

Vognmænd frygter grænsekontrol i flere lande

Det er andendagen med grænsekontrol. 200 betjente patruljerer ved overgangene til Tyskland og vurderer, hvem der skal kontrolleres, og hvem der får lov at køre uforstyrret videre.

Den nyindførte kontrol møder modstand i nogle kredse. Det gjorde den faktisk allerede inden grænsekontrollen blev en realitet, da vognmændene advarede om, at det kunne komme til at koste.

Da TV 2 var ved grænsen på E45 tirsdag, var der imidlertid ingen forsinkelser at spore, og politiet meldte også mandag om glidende trafik uden forsinkelser.

I løbet af en halv time - fra klokken 12 til 12.30 - talte vores reporter hvert enkelt køretøj, der kørte over grænseovergangen, og langt størstedelen kunne frit passere.

Bare 16 blev kaldt til kontrol, og ingen af de 137 biler vi registrerede blev afvist og sendt retur.

Dermed er der altså ikke umiddelbart grund til den helt store bekymring blandt vognmænd, pendlere og andre rejsende.

Men selvom vognmændene erkender, at der ikke for nuværende  er et problem, så frygter de, at grænsekontrollen vil brede sig til andre lande eller blive mere end blot stikprøver. I så fald bliver deres leverancer forsinket, lyder anken. 

Efter de første 24 timer med midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse foretog politiet kontrol af omkring 1100 personer. Heraf er 18 er blevet afvist og nægtet indrejse i Danmark. Politiet har samtidig anholdt tre personer, der er sigtet for menneskesmugling.

Tallene for andet døgn er af gode grunde ikke opgjort endnu.

Se indslaget om grænsekontrollen fra 19 NYHEDERNE over artiklen.