Samfund

Retoriker om Dronningens 'fumleri': Man skulle tro, det blev pinligt, men...

Det her var i bedste Olsenbande-stil ”timet og tilrettelagt”.

Det siger en professionel retoriker om den overraskende nyhed om Prins Henriks pensionering, der kom til allersidst i Dronningens nytårstale.

- Det ville være et almindeligt retorisk kneb at lægge en så vigtig besked op i starten af talen. Men det ville have været uklogt, for så ville det vi kun tænke på ”Hvad er nu det?”, ”Hvad sker der nu?” og ”Hvor længe holder Dronningen så?”. Så det var meget fornuftigt at bryde den retoriske regel om, at vi skal have ubehagelige oplysninger lige op på disken med det samme. Nu fik vi den elegant her til sidst, siger retorikeren Jesper Troels Jensen, der er direktør i selskabet Rhetor.

På grund aftalens usædvanlige nyhedsværdi kalder han talen for ”en helt ny genre” indenfor nyhedstaler. Generelt mener han talen udmærker sig ved flere gode, retoriske kneb.

- Dronningen bruger rigtigt meget at bygge bro til sine tilhørere. Hun omtaler almindelige menneskers hverdag og fortæller os, at når der sker noget, så skal vi rejse os op igen. Sådan en brobygning styrker Dronningens troværdighed og gennemslagskraft.

- Alle taler er en dialog. Når talere siger noget om, hvordan tilhørerne har det, så bliver tilhørerne glade: ”Nå, hun ved godt, hvordan jeg har det”. Det har betydning for forholdet mellem kongehuset og befolkningen, siger Jesper Troels Jensen.

Han noterer sig også, at Dronningens karisma og troværdighed er så stor, at det ikke svækker hende, når hun kommer til at fumle og rode med sine papirer.

- Man skulle tro, at det blev pinligt, og folk tænkte: ”Hun duer ikke som dronning”. Men der sker det, at alle folk tænker ”Vi håber det går godt” og så bliver vi glade, når hun finder papirerne. Vi støtter taleren i den situation. Det svækker ikke Dronningen. Det styrker hende. Hun er et almindeligt menneske, og vi håber, at det går hende godt, siger retorikeren.