Egon Olsens fængsel lukker

Efter 156 år er det slut - Egon Olsens fængsel lukker.

Statsfængslet i Vridsløselille, der var det mest moderne fængsel i Danmark, dengang det blev bygget, skal fremover huse flygtninge - og den sidste fange er gået ud gennem porten, som Egon Olsen gør i det i begyndelsen af Olsen Banden-filmene. TV 2's 19-nyheder har været på besøg i Statsfængslet i Vridsløselille.

Overvagtmester Morten Bloch synes, det er ærgerligt at skulle tage afsked med Statsfængslet i Vridsløselille.

- Her er meget, meget tomt. Her plejer at være mere leben. Ja, det er med vemodighed, siger Morten Bloch, overvagtmester i Statsfængslet i Vridsløselille, til TV 2.

Vandskyllende toiletter
Da Statsfængslet var bygget på Vridsløselille Mark i 1859, var det det mest moderne fængsel i Danmark, fortæller William Rentzmann, formand for Fængselshistorisk Selskab, til TV 2.

- Der var indlagt gaslys, og fængslet havde sit eget gasværk, det var der næsten ikke nogle byer, der havde dengang. Der var vandskyllende toiletter i hver eneste celle, og det var kun det fine borgerskab, der ellers havde det, siger William Rentzmann.

Men på trods af de moderne bekvemmeligheder har de fleste fanger i fængslet haft det som Egon Olsen i filmene - de kan næsten ikke vente på at blive løsladt.

Og nogen kunne overhovedet ikke vente - i 1995 stod flugtkongen Lars Hitchinson bag en af de mest spektakulære flugt-aktioner i Statsfængslets historie, da en gummiged pludselig bragede gennem ydermuren til fængslet, og 13 fanger slap ud i friheden.

Statsfængslet i Vridsløselille er nu forældet sikkerhedsmæssigt og bliver afløst af et nyt fængsel på Falster.

SE HELE INDSLAGET FRA TV 2'S 19-NYHEDER I VIDEO OVER ARTIKLEN