Samfund

Hegn opført i lufthavnen: Skal forhindre flygtninge i at hoppe på toget

Et nyt hegn er blevet opført i Kastrup Lufthavn, som skal sikre, at der ikke er nogen, der løber over skinnerne, og ind i et tog uden først at få tjekket sine id-papirer. 

Hegnet blev natten til mandag færdigbygget, og står nu klar til, at den id-kontrol, som blev vedtaget i Sverige, kan effektueres fra den 4. januar.

Det er virksomheden, der står for transporten til Sverige, der har ansvaret for, at passagerene ombord har gyldige identifikationspapirer.

Sydlig perron isoleres

Det er den sydlige perron på stationen, som er blevet ombygget til en separat perron. Det er herfra, at togene kører til Sverige, og derfor skal det kun være id-kontrollerede personer, som kan få adgang til denne perron.

Den nordlige perron vil blive tilgængelig for alle rejsende. Så for at undgå, at flygtninge uden id-papirer tager springet fra den tilgængelige nord-perron over til syd-perronen, er et hegn blevet opført imellem sporene. Det skal sikre, at alle rejsende kommer igennem id-kontrollen, inden de kan fortsætte mod Sverige.

Konsekvens af svensk lov

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har beklaget, at Sverige med kontrollen forhindrer den frie bevægelighed.

Hvis der indføres grænsekontrol i Danmark, er der dog vedtaget en lov i Folketinget, som giver integrationsminister Inger Støjberg (V) samme mulighed for at pålægge transportører strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldig id.

DSB er villig til at påtage sig opgaven, hvis det bliver nødvendigt, selv om DSB i et høringssvar har fastslået, at medarbejderne ikke er uddannet til eller har erfaring med den form for kontrol.

20.000 pendler

Hver dag pendler 20.000 mennesker over Øresund for at arbejde. Mere end 90 procent rejser fra Sverige til Danmark. Omkring 9500 af disse er svenskere.

For nordiske personer, der opholder sig lovligt i landet, vil et kørekort eller andet gyldigt id være nok til at komme igennem kontrollen.

På Twitter har tidligere justitsminister og nuværende folketingsmedlem for Socialdemokraterne reageret på opførslen af hegnet.