Smadring af vaser var en kæmpe fuser: 'Tak for reklamen, fjolser!'
En stribet vase fra 175-års jubilaren Kähler satte i 2014 sindene i kog, efter at sure kunder var blevet rasende på isenkræmmerne Imerco, Inspiration og Salling. Imercos hjemmeside bukkede under for presset fra 16.000 danskere, der samtidig prøvede at klikke sig ind på siden og få fingre i den 20 centimeter høje blomstervase med de tværgående messingstriber.
Imercos Facebook-side blev udsat for en shitstorm, hvilket også affødte en modreaktion fra danskere, der ikke forstod, hvorfor man kunne blive sur over en vase. Hashtagget #vasegate opstod i kølvandet på debatten og på Facebook opfordrer gruppen ’Smadre Kähler Vaser’ til, at man i dag møder op på Kongens Nytorv i København foran Magasin Du Nord for at smadre sin jubilæumsvase.
’Jeg har fået et par virkelig grimme vaser i fødselsdagsgave, og vil derfor gerne smadre dem. Har du også en grim vase du vil smadre? Kom gerne med! Smadrer helst vaser af mærket Kähler. Efter opfording flytter jeg eventet til Kongens Nytorv, lige ved magasin, for det er ret centralt, og der går en metro direkte dertil’, lød opfordringen fra initiativtagerne Dina Dinesen og Heidi Wedelberg Bjørnum.
'Undskyld mor'
TV 2 har stået ved Kongens Nytorv og set flere vaser blive smadret. Dog ikke mere end fire i alt. TV 2 har forsøgt at få en kvindelig Kähler-vaseknuser i tale, men hun ønskede ikke at udtale sig. Folk er stimlet sammen i hundredevis for at se vaserne blevet smadret, men ifølge TV 2s reporter på stedet, kan begivenheden bedst beskrives som en fuser. Der var ellers bagt godt op til eventet i Facebook-gruppen, der lige nu oplever en sand modreaktion.
'Til jer der smadre vaserne i er da rablende sindsyge. Jeg ville gøre meget for at eje en kähler vase og i fjolser smadre dem for sjov tænk jer dog om', skriver en bruger, og får støtte fra en anden, der skriver 'I er sgu da nogle fjolser'. Det suppleres med endnu en Facebook-bruger, der skriver 'Det har uden tvivl været årets joke'.
Sarkasmen har også fundet vej derind.
'Tusind tak fordi i giver den smukke vase så GOD reklame, det fortjener den. Måden kan jeg nu kun ryste på hovedet af.. Men gratis reklame er jo kanon for for butikkerne', lyder det.
Smadrefotos lagt op i nat
De første vaser blev smadret allerede i nat. Det fremgår af flere opslag i Facebook-gruppen.
’Hvis man bliver så forarget af nedenstående at man føler sig nødsaget til at skrive et længere indlæg om alt fra blødende hunde til sultne børn i den 3. verden, så har man enten en meget kedelig sans for humor, eller en Kähler-besættelse der kræver et længere behandlingsforløb. Der smadres. Lev med det’, skriver Jonathan Storm Simonsen i gruppen, der har uploadet et foto af en smadret vase.
En anden bruger uploadede ligeledes et foto af en smadret jubilæumsvase med den korte ordlyd: 'Undskyld mor'.
I gruppen ønskede folk hinanden ’god smadredag’, men der var ligesom i den oprindelige #vasegate også modreaktioner fra start. Mange kunne ikke forstå, hvorfor man følte sig nødsaget til at smadre sin vase.
’Når jeg ser det her event,tænker jeg det er en modreaktion på forbrugssamfundet når det går for vidt. Synes I selv ikke det er lidt modsigende at smadre noget der fungerer fint? Hvad med at gøre noget konstruktivt i stedet for, i mine øjne bekræfter i bare forbrugskulturen: Brug - og smid væk!’, skriver Caroline Fangel i gruppen.
Ida Damgaard var også en af de personer i Facebook-gruppen, som på forhånd syntes, at det var en forkert måde at protestere på.
'Et venligt forslag. Det symbolske i jeres event er for fedt, men måske kunne der komme noget bedre ud af det end potteskår', skriver hun og deler nedenstående billede.
Et vigtigt signal
Politiken har interviewet Facebook-begivenhedens initiativtager og foreholdt hende kritikken.
- Jeg kunne selvfølgelig bare give den videre til en anden, men jeg synes faktisk, at det her er et vigtigt signal. Forhåbentlig kan det få folk til at overveje, hvordan en brugsgenstand kan være så vigtig. Det er jo bare en vase, siger Dina Dinesen.
Hashtagget #vasegate opstod som nævnt i forbindelse med sidste års shitstorm. Dengang anslog en brandingekspert, at den samlede omtale ville få millionerne til at rulle ind hos Kähler.
Kählers direktør tager også begivenheden - som knap 900 har tilkendegivet de vil deltage i – med sindsro.
- Vi føler os sådan set ikke ramt af det, og vi ønsker dem held og lykke med arrangementet, siger Jesper Holst Schmidt til Politiken.
Imerco måtte undskylde
Da shitstormen for alvor rasede i august 2014, var Imerco ude og sige undskyld:
'Kære alle
Situationen er den, at 16.000 danskere i dag har forsøgt at købe en Kähler vase samtidigt. De mange kunder blokerer desværre for, at man kan gennemføre et køb. (…) Står du ikke i kurven og venter på at betale, så skal du betragte vasen som udsolgt. Vi beder dig om at lukke ned. Du kommer desværre ikke igennem og kan genføre et køb.
Vi beklager virkelig ulejligheden'.
Arrangementet startede klokken 13 på Kongens Nytorv i København og der blev ryddet pænt op efterfølgende.
Mener du, at det er den rette måde at protestere på? Deltag i debatten på Facebook her og kom med din mening.
Efter dagens begivenhed afslørede initiativtageren - ifølge hende selv - den sande begrundelse for, hvorfor Kähler-vaserne skulle smadres. Læs hvorfor her.