Kvinde føler sig krænket efter blowjob-leg på rustur

En kvindelig studerende på CBS fortæller nu om krænkende og sexistiske lege i forbindelse med en rustur. Blandt andet skulle de kvindelige studerende gå i knæ og simulere oralsex med en banan, som de mandlige studerende holdt mellem benene, og de mandlige studerende skulle drikke, hvis ikke de kaldte kvinderne for ludere. 

Det fortæller den kvindelige studerende, som ønsker at være anonym til Djøfbladet.

- Jeg var fuld for det meste ligesom de andre, men tænkte alligevel, at det ikke var så sjovt. Samtidig turde jeg ikke gå imod gruppen. Det var jo mit første møde med alle på mit nye studie. Så er det altså svært at stille sig op og markere sig for meget. Jeg gik ligesom med på legen, men ville ikke rigtigt. Det var først efter, jeg kom hjem, at det virkelig gik op for mig, at jeg havde fået overtrådt flere af mine grænser, siger hun til Djøfbladet.

Episoderne fandt sted i forbindelse med semesterstart i år på holdet "Business, Language and Culture". Her var holdet på en fem dage lang rustur. 

Rektor: Fuldstændig uacceptabelt
CBS er nu i gang med at undersøge, hvad der er sket på rusturen, som den kvindelige studerende har beskrevet. 

- Hvis det tilnærmelsesvis ligner sandheden, det der er fremstillet i Djøfbladet, så er det fuldstændig uacceptabelt både som rustur, men også indenfor CBS' helt almindelige kodeks og etik, siger CBS's rektor Per Holten-Andersen til TV 2 Lorry.

Derfor er CBS nu i gang med at interviewe 15-20 personer, for at finde ud af, hvad der er sket. I værste fald kan rusvejlederne blive bortvist fra skolen.