HPV-rapport: Konklusionen er ikke endelig

I sidste uge meddelte EMA – det europæiske lægemiddelagentur – at der ingen sammenhæng er mellem HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft og sygdommene POTS og CRPS, som er to af de lidelser, der er blevet indberettet som formodede bivirkninger.
Derfor bad TV2 om at se, hvilket datagrundlag der ligger til grund for EMA’s konklusion. En konklusion, der blandt andet blev præsenteret på en pressekonference. Men grundlaget for konklusionen vil EMA overraskende ikke vise TV2. Heller ikke selvom EMA har afholdt den nævnte pressekonference, hvor organisationen afviste en sammenhæng mellem de to sygdomme og vaccinen. EMA begrunder sin beslutning med, at konklusionen i rapporten ikke ’endelig’.
Ema forklarer, at konklusionen stammer fra deres komité for risikovurdering. Men det er faktisk ikke EMAs endelige konklusion på området. Sagen skal først behandles af et højere EMA-organ, der kommer med deres endelige konklusson og en anbefaling senere på måneden. Herefter skal denne anbefaling så godkendes af europakommissionen.
Forskningschef og overlæge Jesper Mehlsen fra Synkopecenteret, der er den i Danmark, der har undersøgt og behandlet flest piger og kvinder med mistænkte bivirkninger til HPV-vaccinen kalder EMA’s foreløbige del-konklusion ’uvidenskabelig’ og betegner forløbet på denne måde:
- Det er jo farceagtigt. Hvis EMA kan konkludere offentligt, at der ikke er en sammenhæng mellem de to diagnoser CRPS og POTS og vaccinen, så må de jo fremlægge al dokumentation og alle data og ikke kun deres egen konklusion. Alt er andet jo dybt useriøst, for så bliver der jo bare tale om løse påstande, der ikke kan underbygges med dokumentation og data, siger han.
Jesper Mehlsen frygter derfor, at mange af de syge piger og deres forældre derfor helt mister tilliden til de danske og europæiske lægemiddelmyndigheder, hvis ikke man vil fremlægge dataene for beslutningsgrundlaget.
- Ja, det kan jeg være bange for. Og så kan vi ende i en situation, hvor danske piger og deres forældre til sidst hverken stoler på hpv-vaccinen ellers lægemiddelmyndighedernes uafhængighed. Og det kan i sidste ende føre til, at pigerne og deres forældre helt fravælger vaccinen, fordi de hverken stoler på vaccinens gavnlige effekt eller myndighedernes oprigtige søgen efter, om der er en sammenhæng mellem pigernes symptomer og vaccinen. Og det ville være et virkelig trist scenarie, siger Jesper Mehlsen.
MEP’er: Hemmeligholdelse fører til myter
Medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne, Christel Schaldemose, er helt uforstående overfor, at det europæiske lægemiddelagentur, EMA, ikke offentligt vil fremlægge, hvad deres konklusioner bygger på.
- Hemmelighedskræmmeri gavner ikke sagen. Hvis der ikke er noget at komme efter i forhold til HPV-vaccinen, så skal informationerne da bare fremlægges prompte. Hemmeligholdelsen risikerer at føre til mytedannelser og konspirationsteorier. Det gavner hverken den vigtige kræftbekæmpelse eller de, der frygter, at HVP-vaccinen er skyld i deres helbredstilstand. De mange piger, der oplever bivirkninger, bliver ikke taget alvorlig, hvis ikke de kan få al information frem, siger Christel Schaldemose.