Legendarisk guitarist reddet af sine fans
Den berømte amerikanske bluesguitarist Walter Trout er ikke bare glad for sine mange fans. Han er dybt taknemmelig. Tusindvis af dem har været med til at redde hans liv.
I 2013 tvang en alvorlig leversygdom ham til at sætte karrieren på pause. Han var ramt ligesom mange andre, der var unge i tresserne, af Hepatitis C. Risikoen er størst, hvis man som Walter Trout har levet et rock’n’roll-liv med alkohol og stoffer.
Hans lever var slidt op. Og der var ikke penge til en ny.
- Sygdom er den største årsag til, at amerikanere går fallit, siger Walter Trout.
- Og det på trods af, at mange har en sundhedsforsikring. Det har vi også, men pengene slog ikke til. Vi havde valget mellem at sælge vores hus eller stoppe Walters behandlinger. Det var en desperat situation, tilføjer hans danskfødte kone, Marie Trout.
Benny sendte også penge
Men før de nåede at sætte familiens hus syd for Los Angeles til salg, trådte Walter Trouts fans til. Fra hele verden strømmede det ind med bidrag. Mange danskere var med til at donere penge. Benny Pedersen fra Næstved gav 300 kroner af ren kærlighed. Han forventede ikke at ”få noget” for pengene.
- Jeg kunne jo se på billederne, at han var meget syg. Så jeg regnede ikke med, at han ville overleve, siger Benny Pedersen.
Der blev indsamlet 1,6 millioner kroner. Pengene sikrede, at der var råd til Walter Trouts levertransplantation og seks måneders indlæggelse på sygehus.
Oplever livet påny
I aftes kom den helt store belønning til mange af de danske sponsorer. Benny Pedersen var selv til stede i Frederikshavn, da Walter Trout og hans band spillede deres første koncert i Europa siden 2013, da han blev syg.
- Jeg havde ikke troet, at han nogensinde ville komme tilbage til Danmark. Det bliver helt vildt, siger han.
- Jeg oplever livet på en hel ny måde, efter at jeg har været så tæt på at miste det, siger Walter Trout og viser os nogle af de mange koncertoptagelser fra den periode i 2013, hvor sygdommen til sidst tvang ham til at holde op med at spille.
På det tidspunkt var han kun en skygge af sig selv. Alligevel blev han ved med at spille koncerter, indtil han ikke kunne løfte sin guitar længere.
- Hver gang vi spillede, var jeg bange for at jeg ikke kunne klare det, siger han.
- At koncerten ville blive den sidste?
- Ja. Eller at jeg slet ikke ville kunne gennemføre den.
Havde ikke regnet med turne
Walter Trout er ikke bare tilbage i Danmark for at spille ved bluesfestivalen i Frederikshavn. Han er vendt tilbage sammen med sin familie for at sige tak til de mange fans, der var med til at redde hans liv.
- For halvandet år siden troede vi ikke, at det her øjeblik nogensinde kom. Det turde vi ikke drømme om. Vi troede måske han kunne sidde og klimpre lidt på guitaren hjemme i stuen. Vi havde slet ikke forestillet os, at han ville komme på turne igen, siger Marie Trout, der er manager for sin mand.
Vil have flere til at teste
De er begge to lykkelige over, at så mange var med til at sikre, at der var råd til en levertransplantation. Men samtidig var det en barsk oplevelse, at det var så svært at skaffe en donor til transplantationen.
- Vi er blevet en form for ambassadører for at få flere til at blive organdonorer. Mange har set, hvad Walter måtte gå igennem. Hvis flere skriver sig op som organdonorer, får folk ikke den samme vanvittige ventetid. Hver dag håber man, at der når at komme en lever, før man dør, siger Marie Trout og opfordrer alle til at overveje at lade sig teste for Hepatitis C, som i flere årtier kan være en skjult sygdom.
- Forhåbentlig får vi flere til at lade sig teste.
- Og man behøver ikke at have levet det vilde liv. Hepatitis C kan fås hos tandlægen eller i forbindelse med blodtransfusioner og tattoveringer, siger Walter Trout.
I aften spiller Walter Trout og hans band i Malmø. Tirsdag i Silkeborg og så slutter besøget i Danmark i København på onsdag.