Samfund

Ny rapport frikender HPV-vaccine for flere bivirkninger

Der er ingen sammenhæng mellem HPV-vaccine mod livmoderhalskræft og POTS og CRPS, som er to af de lidelser, der er blevet indberettet som formodede bivirkninger.

Det konkluderer Det Europæiske Lægemiddel Agentur (EMA) i en ny undersøgelse, som netop er blevet præsenteret.

Undersøgelsen er blevet udarbejdet, efter Sundhedsstyrelsen i sommers anmodede EU-Kommissionen om at bede Det Europæiske Lægemiddel Agentur (EMA) revurdere den del af risikoprofilen, der vedrører POTS og CRPS.

Baggrunden var, at Sundhedsstyrelsen, siden vaccinen blev indført i 2009 frem til andet kvartal i 2015, har modtaget næsten 1600 indberetninger om formodede bivirkninger, hvoraf POTS og CRPS er mistænkt for at være nogle af lidelserne.

Men ifølge EMA's nye undersøgelse, er der ingen grund til at tro, at der er sammenhæng mellem lidelserne POTS og CRPS og vaccinen, lyder konklusionen i undersøgelsen:

- Beviserne understøtter ikke en årsagssammenhæng mellem vaccinerne (Cervarix, Gardasil / Silgard og Gardasil-9) og udvikling af CRPS eller POTS. Der er derfor ingen grund til at ændre den måde vaccinerne anvendes eller de aktuelle oplysninger om produktet, står der i rapporten.

Indberetninger af lidelserne POTS og CRPS hos unge kvinder, som har fået HPV-vaccine, er også tidligere blevet vurderet af EMA, og Det Europæiske Lægemiddel Agentur har heller ikke tidligere kunne påvise en årsagssammenhæng mellem lidelserne og vaccinerne.

Begge lidelser kan opstå hos ikke-vaccinerede personer, og det har derfor været vigtigt for Sundhedsstyrelsen at få undersøgt, om antallet af indberettede tilfælde på grund af HPV-vaccinerne er større end forventet. Og her siger EMA torsdag, at der ikke er nogen signifikant forskel.

Lægemiddelstyrelsen: Det er meget betryggende

Hos Lægemiddelstyrelsen, som er en del af Sundhedsstyrelsen, modtages undersøgelsens konklusioner med glæde.

Specialkonsulent Line Michan kalder EMA's rapport vigtig og solid og siger, at den er med til at gøre os klogere på sikkerheden.

- Det er meget betryggende, at vi nu ved, at de her syndromer ikke ser ud til at være forårsaget af vaccinen. Og jeg synes, det er betryggende viden i forhold til sikkerheden også for de forældre og piger, der står og skal vaccineres, siger Line Michan til TV 2.

Kritikere siger, at undersøgelsens fokus på POTS og CRPS gør, at det ikke er alle bivirkninger, der er blevet belyst. Men det afviser Line Michan.

- Vi mener, det er et meget solidt grundlag, siger hun.

Omkring en halv million danske piger og kvinder er vaccineret

HPV-vaccinen har været en del af det danske vaccinationsprogram siden 2009. Den tilbydes i dag gratis til alle piger fra 12 års alderen. I Danmark bruges vaccinen af mærket Gardasil.

I dag er omkring en halv million danske piger og kvinder blevet vaccineret med Gardasil. 

Dokumentaren 'De vaccinerede piger - Syge og Svigtede' rullede over skærmen på TV 2 tilbage i marts måned. Dokumentaren satte fokus på de bivirkninger HPV-vaccinen har udløst hos en lang række af de vaccinerede piger.

Som opfølgning på dokumentaren lavede den digitale redaktion nedenstående interaktive grafik, som tager udgangspunkt i bivirkningerne af vaccinen, som den er beskrevet af de deltagene piger fra dokumentaren. Se eller gense grafikken her: 

TV 2 forsøger at få et svar fra Sundhedsstyrelsen på, hvor mange af de cirka 1600 indberetninger, der kan relateres til POTS og CRPS.

De vaccinerede piger: Indsprøjtningerne gjorde os syge

TV 2 har været i kontakt med og mødtes med en lang række piger og kvinder, der mener, at de er blevet syge efter at have fået HPV-vaccinen Gardasil. Læs deres historier herunder.
Vi kan desværre ikke hente data på nuværende tidspunkt. Prøv igen senere.

TV 2 har kontaktet kvinderne på forskellige sociale medier i grupper, hvor de mødes og diskuterer deres symptomer. Andre har selv henvendt sig til os, da de hørte, at vi arbejdede med emnet.

De har alle udfyldt et spørgeskema, hvor de har beskrevet deres symptomer og tidspunkter for vaccination. Vi har bedt om fuld adgang til enkelte af kvindernes lægejournaler. Er de under 18 år har forældre givet lov til, at de kunne deltage.

Foto(s): Per Arnesen/TV 2 og privatfotos

Kritik af HPV-vaccinen

  • Sundhedsstyrelsen har, fra vaccinen blev indført i 2009 til andet kvartal 2015, modtaget 1586 indberetninger om formodede bivirkninger.
  • 543 af indberetningerne er kategoriseret som alvorlige.
  • Hvert år rammes omkring 400 danske kvinder af livmoderhalskræft. 
  • Omkring 100 mister livet på grund af sygdommen.  

Hvad er CRPS og POTS?

 CRPS (complex regional pain syndrome), et komplekst regionalt smertesyndrom, der påvirker lemmerne.

POTS (postural orthostatic tachycardia syndrome), en lidelse, hvor hjertefrekvensen stiger unormalt meget, når man rejser sig fra liggende til oprejst stilling, og som giver symptomer såsom svimmelhed og besvimelse samt hovedpine, brystsmerter og svaghed.

Kilde: Sundhedsstyrelsen