Se kortet: Her er de ti omstridte bebyggelser på kysten

Ti projekter er i dag blevet godkendt til at være en del af den forsøgsordning, som betyder, at der bliver bygget nye projekter helt ud til de danske

Ti projekter er i dag blevet godkendt til at være en del af den forsøgsordning, som betyder, at der bliver bygget nye projekter helt ud til de danske kyster.

Forsøget har vakt jubel i flere kommuner, som har øjnet en mulighed for at tiltrække flere turister. I alt har 35 kommuner ansøgt om at blive blandt de ti, der nu har fået dispensation til at gå længere mod kysten, end planloven ellers tillader.

De ti kommuner, der har vundet en dispensation, er Ringkøbing-Skjern, Vordingborg, Sønderborg, Lolland, Stevns, Varde, Hjørring, Svendborg, Gribskov og Norddjurs.

På kortet herunder kan du se, hvor de ti projekter skal ligge og læse om begrundelserne.

- Forsøgsordningen har vist, at der er en lang række gode kommercielle projekter rundt om i hele Danmark, der vil kunne løfte kyst- og naturturisme. Regeringen vil derfor indføre en ny styrket forsøgsordning, så flere projekter kan blive en realitet. Med Danmarks 7.300 kilometer kyststrækning, så er der plads til flere projekter til glæde for alle danskere, siger miljiøminister Eva Kjer Hansen (V) om valget af de ti projekter.

For at komme gennem nåleøjet skal projekterne opfylde tre kriterier: De skal tiltrække (udenlandske) turister og kunne etableres i tilknytning til eksisterende turistmæssige aktiviteter. Desuden skal de kunne indpasses arkitektonisk og under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og landskabet.

Blandt de udvalgte projekter er et badeland i Søndervig, som vil blive Nordeuropas største, når det er opført.

Opgør med frie kyster
Tilladelsen til at bygge helt ud til kysterne har skabt frustration hos Danmarks Naturfredningsforening, der har samlet 120.000 underskrifter sammen mod ideen.

- Det, regeringen kommer med, er et opgør med vores frie kyster. Det er vores sidste vilde natur, vi har tilbage i Danmark. Generationer før os har været enige om at passe på den, siger præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

- Desuden er de ti projekter ikke noget, der giver vækst i udkantskommunerne. Det er meget begrænsede projekter, som bidrager meget lidt til kommunernes økonomi.

De ti projekter skal nu igennem en nærmere planlægning og godkendelse i de enkelte kommuner, inden de kan blive gennemført.

På kortet herunder kan du se alle de projekter, der søgte om tilladelse.

Strandbeskyttelse

I 1937 vedtog Folketinget den første naturbeskyttelseslov, der sikrer en 100 meter beskyttelseslinje ved kysten.

I 1994 blev strandbeskyttelsen udvidet fra 100 meter til 300 meter, dog er den i bebyggede områder typisk 100 m eller mindre fra kysten. Strandbeskyttelseslinjen er fastsat af miljøministeren og administreres af Naturstyrelsen.

Kilde: Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening.